Udfaldet fra Fredericia
Udfaldet fra Fredericia fandt sted midt under Treårskrigen 1848-1850, hvor den slesvig-holstenske hær belejrede Fredericia. Den preussiske hær under ledelse af Generalløjtnant Prittwitz var trukket op i Jylland med ca. 22.000 mand efter Generalmajor Rye, og på Sundeved over for Als, stod Generalmajor de Meza over for ca. 22.000 tyske forbundstropper.
At der overhovedet skulle finde et udfald sted fra Fredericia, og i så fald udfaldets karakter, var ikke givet på forhånd. Krigsministeren C.F. Hansen og andre højtstående militærpersoner blandede sig i hærens ledelse, som i april 1849 var blevet overdraget til den 58-årige Frederik Rubeck Henrik Bülow – bedre kendt som General Bülow. Først den 16. juni fik Bülow ord på, at han alene bestemte over hærens taktiske dispositioner, og hans planer om udfaldet fra Fredericia kunne dermed realiseres.
Den 21. juni afsejlede Generalmajor Christian Julius de Meza fra Als med ca. 5000 mand, og den 30. juni afsejlede Generalmajor Olaf Rye med ca. 4000 mand fra Helgenæs. Begge med retning mod Fyn, henholdsvis Faaborg og Bogense, for derfra, at kunne skibes fra Strib over Lillebælt, til Fredericia. Dette skette 3.-5. juli. Troppeoverførslerne foregik imidlertid ikke ubemærket. Den preussiske General Bonin, som var leder af den slesvig-holstenske hær, lugtede lunten, men han undervurderede antallet af danske tropper i fæstningen, og han havde ikke forestillet sig, at udfaldet ville finde sted om natten.
På et krigsråd den 4. juli i Vejlby præstegård – Bülows hovedkvarter – blev udfaldet planlagt i detaljer. Det blev blandt andet fastlagt, at af nu i alt 23.000 kampklare soldater i fæstningsbyen, skulle de 19.000 deltage i selve udfaldet. Kl. 9.15 den 5. juli sejlede Bülow fra Strib til Kastellet i Fredericia, hvorfra han begav sig til Fæstningskommandant Lundings bolig, Bella Vista i Sjællandsgade. Her blev det sidste krigsråd inden udfaldet afholdt.
Olaf Ryes lig lå lit de parade på Latinskolen
Udfaldet
Klokken 1 om natten den 6. juli 1849 rykkede de Meza ud fra Kongens Port og en udfaldsport med 5000 mand. Sidstnævnte port lå, hvor Nørreport ligger i dag. Opgaven var at sikre det tomme rum mellem de fjendtlige stillinger ved Egumvejen og den nordre kyststilling, men denne del af aktionen gik imidlertid ikke helt som planlagt. Mørket og den snævre udfaldsport forsinkede troppefremrykningen, så 1. bataljon, som var udgået fra Kongens Port med ca. 1000 mand, rykkede for hurtigt frem langs Treldevej og blev isoleret i terrænet omtrent mellem Egeskovvej og Treldevej. Problemet var, at 1. bataljon nu blev beskudt i flankerne af de fjendtlige stillinger og samtidig blev angrebet af tililende hjælpetropper fra Stallerup og Kirstinebjerg. Fra udfaldsporten var tre kompagnier fra 2. bataljon nu kommet ud, og de rykkede hurtigt ud i terrænet for at finde og støtte 1. bataljons venstre flanke. Desværre for danskerne søgte de tre kompagnier (200-300 mand) for langt mod vest, hvorved de missede 1. bataljons venstre flanke. De nåede samtidig for langt mod nord, bagom Egumvejens stillinger, og blev her slået eftertrykkeligt tilbage af de omtalte hjælpetropper fra Stallerup.
Flaskehalsen ved udfaldsporten var et stadigt problem og den efterfølgende bataljon, 2. Jægerkorps, blev derfor sendt frem i mørket mod nordvest uden nogen form for samling. Ledelsen var klar over, at 1. bataljon var meget udsat. Derfor havde man intet andet valg end at kaste tropperne frem i mørket efterhånden som de kom ud af porten, og så håbe på, at de fandt 1. bataljons venstre flanke. 5 kompagnier endte på denne måde for langt mod vest. Trods kraftig modstand og store tab blev stillingen erobret, og snart var også skanse 4 og Store Mortérbatteri sat ud af spillet. Herfra rykkede kompagnierne videre over kløften nord herfor for at erobre skanse 3, hvor de imidlertid stødte på uventet hård modstand fra et samlet modangreb med ca. 2000 fjendtlige tropper. Resterne af de 5 kompagnier havde ingen anden mulighed end at flygte tilbage til de tidligere erobrede skyttegrave. I skyttegravene var Generalmajor Friderich Adolph Schleppegrell nu kommet på plads med sin reservebataljon på 5000 mand, der tog kampen op mod slesvig-holstenerne. Der blev indledt en kort artillerikamp over kløften, hvorefter man uden nævneværdig kamp rykkede frem og erobrede skanse 3, hvorefter slesvig-holstenerne blev sendt på tilbagetog.
Soldaterne fra de fire jægerkompagnier, samt et enligt kompagni fra 2. bataljon, banede gennem hårde kampe vejen for Schleppegrells videre færd. Fremrykningen foregik i en stor bue mod vest og syd for at ramme fjendens stillinger i flanken fra Vejlevej (skanse 1 og 2) og videre sydpå mod Erritsø.
Tilbage til 1. bataljon, der på trods af den udsatte position klarede at holde stand under svære forhold. Generalmajor de Meza blev udødeliggjort for sin optræden på slagmarken i disse timer, hvor han forrest til hest opildnede 1. bataljons mandskab til at stå fast.
Langsomt kom der styr på de danske tropper og samling mellem linjerne. Effekten af Schleppegrells fremrykning mod vest og General Ryes tropper mod øst leverede den fornødne luft til 1. bataljon.
Samtidig med udfaldet fra Kongens Port og udfaldsporten, rykkede Olaf Rye uset frem langs Østre Strand med sin 5. brigade på ca. 5000 mand for her at erobre de nyanlagte kyststillinger. De første 1000 mand søgte fra stranden op mod Fælledvej og etablerede en bred front. Højre fløj erobrede hurtigt de fjendtlige forskansninger og søgte videre ud på fælleden
Venstre fløjs 6. bataljon ramte derimod direkte ind i Treldeskansens løbegrave og måtte derfor trække sig. De næste 1000 mands venstre fløj (7. bataljon) led samme skæbne, og her faldt blandt andet bataljonschef Major Krabbe, hårdt såret af et skud i låret.
På dette tidspunkt blev Ryes tredje bataljon sendt venstre om skansen, dog med det resultat, at dens højre flanke kom for tæt på selve skansen med store tab til følge. To bataljoner gik herefter direkte mod skansen, igen med store tab. Rye organiserede derfor et angreb fra vest støttet af de Mezas venstre flanke. Angrebet skulle forceres, da 2000 fjendtlige hjælpetropper var på vej fra Kirstinebjerg. Fjenden indså dog, at den føromtalte højre flanke, som nu var helt fremme ved Trelde Skov, kunne udgøre en alvorlig trussel ved en retræte og beordrede derfor et tilbagetog. I kølvandet på de hårde kampe ved Treldeskansen, og fjendens efterfølgende retræte, søgte nu både de Mezas og Ryes tropper helt frem til Ryttergrøften, hvor fjenden forsøgte et sidste modangreb, der dog blev kastet tilbage. Det var under dette angreb, at Olaf Rye blev dræbt.
Generalmajor C.F. Moltkes brigade fik herefter ordre af Bülow til at sende en bataljon frem mod Treldeskansen. Bataljonen og flere tilstødende kompagnier omringede og indtog stillingen, som derefter blev holdt af blot fire officerer og 200 mand.
Klokken 4 om morgenen var de værste kampe under udfaldet overstået. De danske tropper rykkede nu frem mod Rands Fjord og vestover mod Bredstrup. De slesvig-holstenske tropper var på flugt. Schleppegrell kunne med hjælp fra to kompagnier, udsendt af fæstningskommandant oberst Niels Christian Lunding, nedkæmpe skanse 1 og 2 ved Vejlevej, og kort tid efter faldt også de resterende stillinger. Moltkes tropper stødte ligeledes til, og omkring middag den 6. juli var alle overgange over Elbodalen sikret af danske tropper.
Retrospektivt set kostede udfaldsporten, og den generelt svære kommunikation i mørket, mange danske soldaters liv. Det samlede udfald indeholdt mange delinsatser, og disse var med til at sikre sejren for den danske hær, men det var en menneskelig dyr sejr. 512 danske landsoldater døde på slagmarken, 1344 blev såret, og mange døde senere af deres sår på lazaretterne.
Udfaldet fra Fredericia fandt sted på et kritisk tidspunkt i krigen for den danske hær. Det lykkedes at drive slesvig-holstenerne væk fra Fredericia, men krigen kom til at fortsætte med flere slag og træfninger mellem de to hære.
Hvert år fejres sejren for udfaldet den 6. juli i Fredericia. Her hyldes de faldne danske landsoldater, hvor det især er de to berømte mindesmærker i Fredericia, Den Tapre Landsoldat og Krigergraven, der er omdrejningspunkt.
Kilder:
Hemmingsen, A. 1974: ”Fredericias belejring og befrielse 1849”.
Holst, F & Larsen, A. 1888: ”Felttogene i vore første frihedsaar”.
Housted, E. 1979: ”Til rigernes forsvar gavn og bedste”.