Industrialisering og transport
Før 1800-tallet bestod produktionsvirksomheder typisk af op til 5-6 ansatte svende, der pr. håndkraft fremstillede individuelt tilpassede varer til det lokale marked. Fra ca. 1850 tog industrialiseringen for alvor fart i Fredericia, såvel som i resten af Danmark. Det betød, at produktionen i stedet bestod af mekanisk massefremstillede varer, der blev lavet på fabrikker med mange ansatte. Disse varer blev via dampskibe og jernbaner transporteret videre til fjerne markeder.
Ud over en række mindre fabrikker var det især industrier som jern- og metal, tekstil, sukker, tobak, bryggeri samt sølvvareproduktion, der prægede industrialiseringen i Fredericia.
Tekstil
Tekstilindustrien havde allerede fra århundredes begyndelse været Fredericias væsentligste industri. Den meget foretagsomme forretningsmand Bertel Bruun etablerede et af tre statsstøttede dug-manufakturer, og beskriver i 1814, at byens klædefabrikker kan måle sig med andre landes. Denne industri gik dog blandt andet på grund af konkurrence fra udlandet i stå i en årrække, indtil P.H.L. Bloch i 1847 grundlagde en tøjfabrik - det senere Bloch & Andresen. I 1880 var fabrikken vokset til at være byens største industrivirksomhed i 1880 med 350 ansatte. Fabrikken fik indlagt el allerede i 1898, og i 1907 indkøbte man de første automatvæve i Danmark.
J.P. Schmidt 1891. Thorvald Stauning står lige bag ved kvinden i den ternede kjole på første række.
Jernstøberier
Der fandtes i Fredericia flere jernstøberier, der blandt andet fremstillede landbrugsredskaber, kakkelovne, gravmæler og andet støbegods. Mest markant er Voss Lampe- og Galanterivareforretning (senere blot Voss), der i 1878 blev grundlagt af den pensionerede oberst Ernst Voss. Fabrikken producerede i begyndelsen messing- og bronzegenstande til brug i hjemmet (askebægre og lysestager mm.), men gik senere over til det køkkenudstyr, som i dag er dens varemærke.
Tobaksindustri
De reformerte, der kom til Fredericia, havde tobaksplanter med, hvilket gjorde, at der var tobaksproduktion i Fredericia allerede i industrialiseringens tidligste begyndelse. Den første fabrik var ejet af Bertel Bruun, der senere overdrog den til Lauritz Bønnelycke. I 1865 åbnede J.P. Schmidt Jun. Cigar- og Tobaksfabrikker en afdeling i Fredericia, der efter kort tid blev koncernens hovedfabrik. Med en årlig produktion på 8 mio. cigarer var fabrikken omkring 1900 en af de største og førende på området.
På J.P. Schmidt blev en af landets første fagforeninger stiftet allerede i 1865, og den senere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning arbejdede her som cigarsorterer 1891-1893.
Sølvvareproduktion
Cohrs Sølvvarefabrik blev grundlagt i 1860 som almindelig guldsmedeforretning i Vendersgade 23, men blev udviklet industrielt fra 1884. Som sådan er den et meget tidstypisk eksempel på, hvordan små håndsværksforretninger udviklede sig til egentlige fabrikker. Firmaet, der var et af Fredericias mest markante langt op i 1900-tallet, fremstillede blandt andet en 14 karat guldkrans til Christian 9.’s sakrofag, og høstede anerkendelse på verdensudstillingerne i eksempelvis Bruxelles og Paris.
Havn, jernbane og telegraf
I 1807 lykkedes det Bertel Bruun at få godkendt byens første havneprojekt, som blev realiseret i årene 1808-1816. Havnebassinet omfattede den sydlige del af det, der i dag kaldes Gammel Havn. Anlægget var primært beregnet til handelsskibe, men havde på grund af store havneafgifter ikke den store succes de første knap 40 år. Først i 1850'erne, hvor industrialiseringen for alvor tog fart, blev havnen udbygget med bådehavn og skibsværft.
I årene efter jernbanens ankomst til Fredericia (1866), blev der bygget 3 færgelejer, der stod for transporten af godsvogne over Lillebælt til Strib. Passagerer måtte i lighed med årene før selv gå ombord på færgen. Fra 1920'erne og til indvielsen af Lillebæltsbroen i 1935 transporterede færgerne også biler over bæltet.
Fredericia Havns store vanddybde gjorde, at man efter århundredeskiftet lettere kunne tiltrække de stadigt større handelsskibe. Dette førte til en voldsom udvikling i årene 1915-26, hvor mange store virksomheder kom til byen. Både Dansk Svovlsyre- og Superphosfatfabrik (Superfos/Kemira), Dansk-Engelsk Benzin og Petroleum Co (Shell) og Det Forenede Oliekompagni (BP) byggede fabrikker og depoter med tilhørende havneanlæg i denne periode.
Efter ønske fra militæret blev Fredericia det vigtigste trafikale knudepunkt i det nye nationale jernbanenet, hvilket igen tiltrak flere virksomheder, da det var let både at tilføre råvarer og afsætte færdigvarer fra både station og havn. Da byen samtidig blev centrum for den danske postdistribution samt al telegrafkommunikation mellem Norden, Rusland, Asien og Vesteuropa, opstod der en kraftig stigning af arbejdspladser og dermed befolkningstal. Antallet af indbyggere i Fredericia fordobledes derfor fra 1860 til 1900, hvor der boede knap 13.000 personer i Fredericia.
Fredericias historie fra slutningen af 1800-tallet og frem er således stærkt præget at Fredericias rolle som industri-, arbejder- og etatsby.
Se gallerier med billeder af Lillebæltbroens opførelse, transport eller industri i Fredericia. Klik på pilen nederst til venstre i galleriet for at få vist billedteksten.
