Fredericias historie
Fredericia blev grundlagt som en ny by ved midten af 1600-tallet. Baggrunden var de mange krige, der havde hærget Europa i første halvdel af 1600-tallet. Især Trediveårskrigen 1618-1648 havde været hård overfor Europas befolkning og lande. Jylland var blevet besat af fjendtlige tropper - og allierede hjælpetropper - i 1626-1629, i 1643-1645 og igen i 1657-1660.
Den danske konge ønskede at støtte forsvaret af Jylland, og et af midlerne til dette skulle være en fæstning. I slutningen af 1640'erne påbegyndtes anlæggelsen af en ny by, der siden kom til at hedde Fredericia.
Fredericias historie kom til at blive præget af flere forskellige forhold. Først og fremmest blev byen anlagt som en fæstning. Fæstningen og garnisonen var på mange måder et grundlag for byens eksistens. Hertil blev byen præget af fristaden, der tiltrak mennesker fra forskellige egne af Europa. Ved midten af 1800-tallet mistede Fredericia sin status som fristad, og fæstningen mistede mere og mere sin betydning. Herefter blev byen i højere grad præget af industri og som et trafikalt knudepunkt.
Svenskernes storm på byen i 1657.
Fredericia er en planlagt by, der blev anlagt på et sted, hvor der tidligere ikke var nogen egentlig beboelse. Hovedformålet med byen var dens funktion som fæstning. Denne fæstning skulle dog være knyttet til en by, og derfor blev der taget en række initiativer til, at byen skulle vokse. Frederik 3. havde store planer med sin nye by omkring 1650. Byen fik navnet Bersodde efter området. Det blev snart til Frederiksodde efter kongen. En række af de omkringliggende sognes landsbyer blev nedlagt, og bønder og bondegårde blev tvunget til at flytte til den nye by. Byen blev anlagt efter barokkens arkitektoniske idealer med stramme linjer, men de mange ideer, som kongen og dennes rådgivere havde for byen viste sig af forskellige årsager som umulige.
Byens betydning som fæstning kom hurtigt i brug. Allerede i 1657 blev den endnu ikke helt færdige fæstning kastet ind i krigshandlinger. Den svenske hær belejrede og stormede byen, hvorefter den blev brændt ned. Efter fredsslutningen i 1660 påbegyndtes arbejdet med at genopbygge byen og fæstningen, nu under navnet Fredericia. Ideerne med byen var mange, og tankerne var store med kanaler, en børs, kongeslot og flere andre bygninger. Forudsætningerne kunne dog ikke følge med. Det danske rige var fattigt efter 1600-tallets mange krige, og det viste sig sværere at tillokke de "rigtige" borgere til at bosætte sig i den nye by. I 1674 og 1682 søgte den danske konge at hjælpe byen ved at udstede en række økonomiske og retslige privilegier samt tilstede byen asylret og religionsfrihed. Byens befolkning kom derfor til at bestå af en broget skare af forskelligheder. Der var bønder fra omegnens nedlagte landsbyer, udenlandske hvervede soldater, tilflyttede fallenter og kriminelle fra det øvrige Danmark og en række håndværkere, landbrugere og borgere fra forskellige egne af Europa, der kom til Fredericia for at dyrke deres tro i fred. Dette var katolikker, jøder og huguenotter.
Fredericia fik en svær start, og kom aldrig rigtigt i gang i 1600-tallet. Først i anden halvdel af 1700-tallet begyndte forholdene for byens udvikling at bedres. Da Fredericia blev grundlagt var det med den mulighed, at den kunne blive residensstad for kongen. Derfor fik byen en præsident i spidsen for bystyret. Virkeligheden blev en anden, og sigende nok var det den sidste præsident, der satte sig det største aftryk på byens udvikling. Hans de Hoffman blev udnævnt til præsident for Fredericia i 1760, og stod bag en række afgørende initiativer til gavn for byens beskæftigelse og indtjening, og han byggede et rådhus til byen.
I begyndelsen af 1800-tallet fik byen endelig den havn, der havde været tiltænkt byen fra grundlæggelsen. Havnen var en forudsætning for, at byen kunne udvikles industrielt, mens den manglende havn var en betydelig hæmsko.
Ved midten af 1800-tallet var Fredericia desuden involveret i to af de mest betydende krige for det danske rige. Efter krigen 1864 mistede Fredericia sin betydning som fæstning af landspolitiske årsager. I stedet udviklede byen sig mod mere og mere industri samt som et trafikalt knudepunkt efter jernbanen kom til byen i 1866. Snart var Fredericia desuden færgestedet for jernbanefærgen mellem Fyn og Jylland. I tiden fra midten af 1800-tallet til op i det 20. århundrede blev midtbyen mere præget af store industrivirksomheder, af havnen og som en etatsby for DSB og postvæsenet.
Under menupunkterne kan du læse mere om de forskellige aspekter af Fredericias unikke historie.
