Niels Christian Lunding
af Martin Mauritzen, studentermedhjælper
Niels Christian Lunding var kommandant for Fredericia Fæstning under de to Slesvigske Krige. Han huskes mest for sin succes under Første Slesvigske Krig (1848-1851), hvor istandsættelsen lykkedes på trods af næsten umulige odds.
Niels Christian Lunding blev født i 1795 i København. I en ung alder begyndte han sin militære karriere, hvor han i 1808 indtrådte på frikorporalskolen. Efterfølgende blev han en del af ingeniørkorpsets bygningstjeneste, hvor han tjente i Holsten. Mellem 1818 og 1841 steg Lunding i graderne. Da Første Slesvigske Krig brød ud i 1848, deltog Lunding i flere af de indledende kampe.
Ved udbruddet af krigen rømmede man Fredericia Fæstning, da den danske regering skønnede at den var i for dårlig stand til at kunne forsvares. Eftersom der ikke var nogen tilbage til at forsvare fæstningen, rykkede preussiske tropper under ledelse af general Wrangel ind i Fredericia. Byen var under preussisk kontrol indtil stormagterne England og Rusland pressede det preussiske rige til at trække Wrangel ud af byen.
Den efterfølgende vinter ønskede den danske regering at sætte Fredericia i forsvarsstand. Krigsminister C.F. Hansen, der var en af Lundings gamle kammerater fra frikorporalskolen, foreslog, at Lunding var den rette til opgaven.
Fra februar 1849 begyndte Lunding sin istandsættelse af voldene. 3.000 mand blev sat til at arbejde på volden dag og nat. Efterfølgende mente man, at Lunding havde gjort så godt et arbejde, at det blev besluttet fæstningen var værd at forsvare. Dette skulle hurtigt blive nødvendigt, da fjendens hær i maj 1849 nærmede sig Fredericia. Den preussiske general Bonin ankom med sin armé på 14.000 mand, og havde til hensigt at erobre fæstningen. Det blev dog til en langvarig belejring, med tilhørende bombardement af volden og byen. Selv om store dele af byen blev ødelagt var Bonins bombardement en fiasko – fæstningen holdt stand. Hele belejringen endte med den danske hærs udfald den 6. juli 1849. Succesen skyldtes i høj grad Lundings indsats, der blev veldekoreret med hædersbevisninger.
Efter krigen fik Lunding tildelt et nyt erhverv som dirigerende stabsofficer for fæstningstjenesten i Danmark, og i Holsten fik han en lignende titel. I 1856 afgik han fra ingeniørkorpset og blev kommandant for Kronborg, en titel han besad indtil Anden Slesvigske Krig i 1864
I 1864 var Danmark endnu engang i krig mod Preussen, der denne gang var støttet af Østrig-Ungarn. Nogle måneder forinden krigens start, i december 1863, besluttede den danske regering, at Fredericia igen skulle sættes i krigsberedskab. Regeringen havde den opfattelse, at Lunding var den eneste der kunne genskabe succesen fra 1849. Problemet var dog at Lunding, der nu var 69 år, ikke havde nogen interesse i at genoptage sit gamle erhverv, men som Lunding dog altid gjorde, parerede han ordrer. Da han ankom til Fredericia blev han dog dybt skuffet over den tilstand volden var forfaldet til. Sammen med Dybbølskansen var Fredericia nemlig blevet udsultet i forsvarsbudgetterne, og selv om man var begyndt på renovering af fæstningsværket allerede i 1861, var det ganske lidt som var kampklart. Derfor indstillede Lunding, at Fredericia skulle opgives, men han blev ignoreret. Regeringens ville have fæstningen kampklar.
I bidende kulde knoklede Lunding og de 1.500 mand han fik stillet til rådighed med at få gjort fæstningen klar, hvilket lykkedes i løbet af de næste måneder. Han påpegede dog, at volden ikke kunne klare et voldsomt angreb. Desværre havde processen tæret hårdt på ham, og samtidigt forværredes situationen af, at Dannevirke var blevet rømmet, og at tropper derfra i uorden og kaos ankom til Dybbøl og Fredericia. Til sidst blev det for meget for Lunding og den 9. februar nedlagde han sit embede, da han følte, han manglede kræfter til det. Han ombestemte sig dog dagen efter.
Sidst i marts begyndte østrigerne at rykke op i Danmark nær Fredericia, hvor det blev til nogle få udfald imellem de to parter. Fjenden begyndte en belejring af Fredericia, der på trods af beskydning af fæstningen, ikke led stor skade. Flere gange blev der gjort overvejelser om et muligt udfald mod fjenden, men Lunding holdt sine mænd tilbage.
Efter Slaget ved Dybbøl sendte krigsministeren den 23. april et brev til den danske overkommando, der i korte træk beordrede Fredericias rømning idet fæstningen ikke længere besad militær eller politisk betydning. Denne udmelding kom som en overraskelse for stort set alle. Hverken overkommandoen eller Lunding vidste præcis, hvad de skulle stille op, da fæstningen for dem var Jyllands eneste håb for en komplet preussisk besættelse. Lunding selv forhørte sig om hvordan og hvorledes en sådan rømning skulle foregå. Hvor lang tid skulle den strække sig over og skulle han overgive sig hvis fjenden angreb, eller skulle han gøre modstand? Svaret fra krigsministeren var undvigende, men til sidst blev der meldt ud i sådan et tilfælde skulle Lunding bare overgive sig. Lunding hvad der blev bedt af ham, kampen var tabt. Den 28. april var Fredericia rømmet.
Efter krigen vendte Lunding tilbage til Kronborg, hvor han forblev indtil sin afsked i 1867. Han døde fire år efter.
Lundings var pertentlig, ufravigelig i sine krav og respekteret blandt sine mænd – om end ikke populær. Begge istandsættelser af Fredericia Fæstning viser samtidig en energisk og slidstærk person. Af natur var han tro og fulgte sine ordrer blindt, som rømningen i 1864 også viser. Ligeledes ønskede Lunding selv, at hans egne ordrer blev udført uden at der blev stillet spørgsmål til dem. Det er med denne hårdhed, at han var i stand til at gøre fæstningen kampklar og holdbar mod fjenden både i 1849 og 1864.
I eftertiden blev han husket for den mand der ikke én, men to gange forsvarede Fredericia mod fjenden.