AVLSBRUG OG HÅNDVÆRK
Da Fredericia blev grundlagt i 1650 som en fæstning, blev det samtidigt nødvendigt at etablere et bysamfund, som kunne understøtte selve fæstningen med handel og serviceydelser. Byen blev organiseret som en købstad og privilegierne af 15. december 1650 indeholdt de sædvanlige købstadsrettigheder, herunder eneret til udøvelse af handel og håndværk.
For at lokke folk til blev byen i den første tid privilegeret med skattefrihed, og der blev tildelt gratis jord til tilflytterne. De første indbyggere i byen var håndværkere og bygningsarbejdere, men der var brug for flere beboere, så de tre nærliggende landsbyer Ullerup, Hannerup og Hyby blev i 1651 nedlagt, hvorefter bønderne – i alt cirka 300 mennesker – blev tvangsforflyttet til byen. Under krigen mod svenskerne 1657-1660 blev by og fæstning stormet og lagt i ruiner. Civilbefolkningen var på flugt, men vendte tilbage i begyndelsen af 1660’erne. Det kneb dog med at lokke nye borgere til den ødelagte by, som også led under manglen på en havn og et handelsmæssigt opland. Det handelsmæssige opland var allerede fordelt mellem de nærliggende købstæder Middelfart, Vejle og Kolding, da Fredericia blev grundlagt, og det var ikke let for den nye by at vinde markedsandele her. Udviklingen kom således ikke af sig selv, og i de følgende årtier blev Fredericia derfor tildelt en mængde nye privilegier af forskellig karakter, der skulle hjælpe byen rigtigt i gang både befolknings- og erhvervsmæssigt.
Avlsbrugergård i Prinsessegade, Fredericia, under Treårskrigen 1848-1850.
Fredericia bys privilegier tiltrak mange mennesker fra andre europæiske stater. I årene efter genopbygningen kom en stor del af tilflytterne fra italienske, tyske, hollandske, franske og belgiske områder. Disse var fortrinsvist handelsfolk og håndværkere. Det viste sig dog svært for handelsfolkene at få rigtigt gang i forretningen, og Fredericia blev aldrig præget af storkøbmænd, som mange andre danske købstæder gjorde. Da genopbygningen af byen efter svenskernes belejring og plyndring var overstået, blev det sværere for mange håndværkere at få opgaver. Byen var i 1735 velforsynet med alle slags håndværk, men de var fattige. De forskellige håndværksfag var ligesom i andre købstæder organiseret i lav, som blandt andet regulerede tilgangen til faget, indtil en ny lov i 1862 ophævede systemet. I 1848 blev byens første håndværkerforening dannet. Den blev nydannet i 1862, efter den nye lov havde ophævet lavsvæsenet.
Til midten af 1800-tallet var agerbrug og kvægavl de bærende erhverv i Fredericia. Til hver grund i byen hørte oprindeligt et stykke markjord uden for voldene, og byens lodsejere havde endvidere adgang til havepladser, som lå nord og vest for byen. Et vigtigt bidrag til avlsbrugets betydning for Fredericia blev den gruppe af reformerte (huguenotter), som i 1719/1720 ankom til byen efter kongelig invitation. Den reformerte gruppe ankom fra Brandenburg, hvor den havde levet siden den i 1600-tallet var drevet på flugt fra Frankrig. Gruppen fik særlige privilegier og satte kraftigt skub i byens landbrug, blandt andet fordi de reformerte forstod at gøde jorden på en mere effektiv måde. Desuden medbragte de nye afgrøder som tobak og kartofler, og Fredericia blev hjemsted for dansk tobaksavl. Allerede i 1600-tallet havde soldater og kolonister fra Brandenburg dog forsøgt sig med tobaksavl i byen, men ved denne lejlighed kom den aldrig rigtigt i gang. Tobakken fra Fredericia blev frem til 1814 stærkt efterspurgt af især holstenske tobaksfabrikker. Avlsbruget prægede også bebyggelsen i Fredericia, som generelt var lav og præget af mange gårde og ikke mindst mange tobakslader, som fulgte med den vigtige tobaksavl. I løbet af 1800-tallet blev avlsbruget gradvist mindre betydningsfuldt for byens økonomi, og i slutningen af 1800-tallet var avlsbruget i tilbagegang. Byen var dog fortsat præget af landbruget i begyndelsen af 1900-tallet, og først i 1960’erne blev de sidste køer drevet gennem byen.