Christian Julius de Meza
Christian Julius de Meza huskes måske bedst for at være generalen, som blev sat til at forsvare Danmark i starten af 1864 og efterfølgende blev fyret, da han trak den danske hær tilbage fra Dannevirke. Året 1864 er dog kun en lille hændelse i hans begivenhedsrige liv.
Christian Julius de Meza blev født i 1792. Allerede som ganske ung havde forældrene bestemt at han skulle have en karriere i militæret. Som 12-årig blev de Meza sendt til København for at gå på Artillerikadetinstituttet, og da englænderne i 1807 bombarderede København deltog han i forsvaret.
Som færdiguddannet artillerist begyndte de Meza at stille tvivl ved sin karriere i militæret. Det gjorde det ikke nemmere, at han med tiden begyndte at blive forbigået til forfremmelse af knap så dygtige yngre officerer. I 1821 blev de Mezas karriere sat på en langvarig pause, da han blev sproglærer i tysk og fransk på officersskolen. Det franske sprog optog ham meget, og han tog på flere studieture til Frankrig og skrev endda en bog om det franske sprog.
I 1844 mistede de Meza for alvor lysten til at forblive i militæret, da han endnu en gang blev forbigået en forfremmelse. Det gav ham anledning til at skrive til kong Christian 8. om tilladelse til at forlade sin stilling, hvilket kongen afslog. Ved Treårskrigens begyndelse i 1848 var der mange, der mente, at de Meza ikke ville kunne holde til et liv i felten. Han var på det tidspunkt 56 år og havde kun opnået titlen af major. Krigen forandrede dog de flestes syn på den lidt mærkværdige mand. Ved krigsudbruddet bad de Meza straks om at blive udkommanderet. Han fik sit ønske og blev placeret ved den danske overkommando, men avancerede hurtigt til at få sin egen brigade. Allerede i de indledende kampe ved Bov og i Slaget ved Slesvig, viste de Meza sin dygtighed på slagmarken, og specielt hans indsats ved Slesvig tiltrak sig beundring blandt militærfolk. Især den senere krigsminister, general C.F. Hansen, så muligheder i de Meza. På under et år lykkedes det de Meza at blive forfremmet hele tre gange, først til oberstløjtnant og senere til oberst. Efter sin deltagelse i fægtningerne ved Sundeved i april 1849, forfremmede C.F. Hansen de Meza til generalmajor.
Krigen fortsatte og i starten af maj måned rykkede en slesvig-holstenske hær op mod Fredericia for at belejrer byen. For at støtte Lunding i Fredericia, førte de Meza i slutningen af juni en af sine brigader fra Als til Fyn og deltog senere i udfaldet ved Fredericia d. 6. juli 1849. Udfaldet var en stor succes for den danske hær, og de Meza viste endnu engang sin dygtighed. Slaget ved Fredericia var dermed et vendepunkt i de Mezas karriere. Efterfølgende var hans navn ikke kun kendt i militære kredse, men i hele landet. Det efterfølgende krigsår viste sig dog som et tilbageslag for de Meza. Det var allerede blevet bestemt af krigsministeren, at hvis Bülow havde tabt slaget ved Fredericia, skulle de Meza have overtaget titlen som øverstkommanderende for den danske hær. Bülow sejrede dog, men måtte afstå titlen alligevel da han måtte sygemelde sig. Krigsministerens oplagte kandidat var herfter de Meza, der desværre selv måtte trække sig på grund af en blæresygdom.
Ved krigen i 1864 var de Meza den eneste general i den danske hær med ledererfaring på højt niveau, og det derfor en naturlig beslutning at udnævne ham som øverstkommanderende. I januar 1864 var den danske hær med de Meza i spidsen opstillet ved Dannevirke, hvilket på grund af den hårde frost var en meget uholdbar stilling. For ikke at bringe hæren i fare, besluttede de Meza derfor at rømme Dannevirke i begyndelsen af februar - bakket op af de øvrige generaler samt statsministeren. Tilbagetrækningen var en stor succes for den danske hær. Desværre var tilbagetrækningen i manges øjnes forræderi og folkestemningen vendte mod de Meza, som kort efter blev fyret. Han prøvede han indtil sin død i 1865 at få æresoprejsning for sin beslutning.
de Meza huskes mest for sin fremtoning som en spøjs og til tider nærmest sær mand. Han var en excentriker, som fortrak at holde sig for sig selv, og når der skulle træffes vigtige beslutninger, gjorde han det i enerum. Som eftertiden har vist, var mange af de beslutninger han traf de rigtige. Det var mellem 1848-1850, at han for alvor fik lov til at markere sig som en habil og kompetent officer blandt andet i udfaldet ved Fredericia. Hans rolle der overskygges dog ofte af hans beslutning i 1864.