DEN RELIGIØSE FRISTAD
I 1674 udstedte Christian 5. et sæt privilegier til den forholdsvist nye by, Fredericia. Disse blev mere eller mindre gentaget i et sæt privilegier i 1682. I disse privilegier blev der givet en del økonomiske rettigheder og - i denne forbindelse særligt vigtigt - religionsfrihed i Fredericia. Denne religionsfrihed var noget helt specielt i Danmark i 1600-tallet, og Fredericia havde denne særhed i det danske kongerige frem til Grundloven af 5. juni 1849, hvor hele riget fik religionsfrihed.
I 1600-tallets Danmark var der ikke religionsfrihed. Efter Reformationen i 1536 var det lovbestemt, at alle skulle have samme religion som kongen. Det var den evangelisk-lutherske tro. Hvis man havde en anden konfession eller tro ville det i bedste fald betyde en landsforvisning og i værste fald udløse en dødsdom. Det var derfor helt specielt, at købstaden Fredericia fik givet privilegier i 1674, og igen i 1682, hvor byen fik religionsfrihed.
Den katolske Sct. Knuds kirke i Fredericia er et resultat af religionsfriheden. Kirken blev opført i 1769, men fik først sit tårn tilbygget i 1865. Dette tårn var det første kirketårn opført i Fredericia. Hidtil havde det ikke været tilladt grundet byens status som fæstningsby, da fjenden ikke måtte have et mål at skyde efter.
Religionsfriheden betød, at alle kristne konfessioner og jøderne fik lov til at slå sig ned i Fredericia. Jøderne fik endog tilladelse til at opføre en synagoge.
Fredericia blev gjort til religiøs fristad for at få byen til at vokse. Den nye by havde svært ved at tiltrække indbyggere og håbet var, at en religionsfrihed kunne lokke pengestærke mænd, købmænd, håndværkere, og andre nyttige personer for et bysamfund, til at bosætte sig i Fredericia. I de følgende ca. 200 år, hvor Fredericia havde særstatus i kongeriget Danmark som en by med religionsfrihed, blev det især tre grupper, som hver på deres måde kom til at præge bybilledet i Fredericia. Disse tre grupper var katolikkerne, de reformerte og jøderne.
Religionsfriheden betød ikke en fuldstændig ligeberettigelse for alle religioner i Fredericia. Udover den jødiske tro var det kun forskellige grene af den kristne tro, der var tilladt i byen, og generelt var den evangelisk-lutherske tro - som for det øvrige Danmark - den "øverste" tro i Fredericia. De øvrige konfessioner blev tilladt, men måtte eksempelvis ikke missionere blandt evangelisk-lutherske troende.
Fredericia vedblev at have religionsfrihed som den eneste by i Danmark frem til den 5. juni 1849, hvor hele kongeriget med Grundloven fik religionsfrihed. Grundlovens religionsfrihed betød ikke det store for byen Fredericia, bortset fra at byen mistede sin særstatus. Herudover har det betydet noget for de forskellige konfessioner i byen, at de dermed fik en mere lovmæssig ligestilling overfor den evangelisk-lutherske.