Generalmajor Olaf Rye
Olaf Rye blev født i Norge den 16. november 1791. Han var ud af en gammel officersslægt.
I kølvandet på Napoleonskrigene måtte Danmark den 7. januar 1814 afstå Norge til den svenske konge Karl 14. Johan. Skuffelsen over tabet af Norges selvstændighed fik Olaf Rye til at søge sin afsked. Sammen med sine gode soldaterkammerater Frederik Adolph Schleppegrell og Hans Helgesen nægtede han at aflægge ed til den svenske konge og forlod sit hjemland for sidenhen kun at aflægge det besøg.
Det skulle vise sig svært for Olaf Rye at få stillet krigslysten i et nu fredeligt Europa. Det var derfor også mere af økonomisk nød end af lyst, at Rye lod sig ansætte som premierløjtnant i den danske hær. Tjenesten foregik i garnisonsbyen Rendsburg, som lå ved Ejderen ved Slesvigs grænse til Holsten. Her forblev Rye gennem en længere årrække på trods af flere forsøg på at forlade den danske hær. I tiden i Rendsburg blev Rye udsat for flere personlige tragedier, hvor han mistede to hustruer og to små døtre.
Tilværelsen blev imidlertid lysere for Rye efter den nye ordning af hæren i 1842. Som nyudnævnt oberstløjtnant blev han forflyttet til København som chef for 1. Linjeinfanteribataillon. Foråret 1848 var et vendepunkt for Olaf Rye. Kong Christian 8. – konge af Norge i 1814 – døde, hvilket tog hårdt på Rye. Værst må det Slesvig-Holstenske oprør dog have været, som sendte Danmark ud i Treårskrigen (1848-1851). Mange af Ryes gamle regimentskammerater, og ikke mindst to svogre, stillede sig på oprørernes side. Dette fik Rye til at vakle så meget i troen, at han bad krigsministeren om at måtte opgive sin kommando. Rye blev dog ikke afsat, og denne krig endte med at gøre Rye til en dansk krigshelt.
Efter deltagelse i flere slag i 1848 blev Olaf Rye forfremmet til først oberst og siden kommandant over 5. Brigade. I marts 1849 blev Rye udnævnt til generalmajor.
Tegning af Olaf Rye liggende på lit de parade efter sin død.
Olaf Rye blev kendt for sit mesterligt udførte tilbagetog op i Jylland til Helgenæs, som ved henholdende kamp havde holdt den prøjsiske fjende til ilden. Genialiteten bestod i, at tilbagetoget havde lettet presset på Fredericia, som var indesluttet af oprørene. Ydermere opdagede fjenden ikke, at Rye den 1. juli afskibede størstedelen af sine tropper fra forsvarsskanserne ved Helgenæs – Ryes Skanser. Efter en mellemlanding på Fyn blev de ca. 4000 soldater overført til Fredericia for at deltage i det planlagte udfald fra fæstningsbyen. Arkitekten bag udfaldet natten til den 6. juli var overgeneral F.R.H. Bülow, som i øvrigt var en god ven og tidligere bofælle til Rye fra København.
Den 6. juli kl. 01.00 om natten blev ordren til angreb givet i Fredericia. Olaf Rye og 5. Brigade udgjorde højre flanke, som rykkede frem langs Østre Strand ud mod Hyby Fælled. De stødte hurtigt på hård modstand ved en hidtil ukendt fjendtlig skanse – Treldeskansen. Efter hårde kampe fortsatte Rye ud i terrænet mod nord frem til Ryttergrøften, hvor der igen var heftige kampe.
Det var hér, ca. 2,5 km nord for fæstningen, at Olaf Rye faldt. Klokken var lidt over tre om morgenen, og generalmajor Olaf Rye var faldet i kamp for Danmark, og ved hans side stod nu en æresvagt på slagmarken. Da kamphandlingerne tog af bragtes liget af Rye ind til Fredericia. Danmark havde sejret og jaget oprørerne på flugt.
Den 8. juli 1849 blev Olaf Rye begravet sammen med de øvrige faldne i slaget i den nyanlagte krigergrav på Trinitatis Kirkegård. Ryes kiste blev dog senere genopgravet efter familiens ønske og under stor bevågenhed, herunder kongens, stedt til hvile på Garnisons Kirkegård i København.