Search form

Menu

Oldenborgs Bastion

Oldenborgs Bastion lå oprindeligt ud til vandet som en halvbastion, men eksisterer ikke længere i dag. Bastionen er opkaldt efter kongeslægten Oldenborg, som herskede i Danmark fra 1448-1863.

En af byens første anlagte porte, Søbjerg Port, blev opført ved Oldenborgs Bastion, men porten blev dog hurtigt erstattet af Strandporten. Søbjerg Port tjente i en tid som en udfaldsport, men blev til sidst opgivet helt. Under krigen mod svenskerne i 1657 var Oldenborgs Bastion en af fæstningens svageste led. Det skyldes især dens placering ud til vandet og strandkanten. Det var derfor her, den svenske hær fokuserede deres angreb og først trængte ind. Med udbruddet af Englandskrigene i 1801 blev der ved Oldenborgs Bastion opført et søbatteri, som skulle forhindre engelske skibe i at sejle gennem Lillebælt.

Fredericia blev nedlagt som fæstningsby i 1909, men før fredningen i 1917 var der dog dele af fæstningsarealet som nåede at blive solgt til forskellige investorer. Heriblandt blev Oldenborgs Bastion overdraget til Statsbanernes brug og dermed sløjfet.