Den katolske menighed i Fredericia
Der fandtes katolikker i Fredericia allerede inden byen fik tildelt religionsfrihed af kong Christian 5. i 1674. Dette skyldtes Fredericias status som fæstningsby.
En del af de hvervede soldater i byen var katolikker fra tyske områder, og den jesuitiske feltpræst blev stiltiende accepteret, dog under forudsætning af at der ikke blev missioneret, og de katolske gudstjenester og messer måtte ikke afholdes på dansk.
Den katolske Sct. Knuds kirke er i høj grad præget af en ny rokoko-stil.
Da Fredericia fik tildelt religionsfrihed i 1674, fik den katolske gruppe i byen en fast jesuiterpater stationeret i byen. I 1684 steg tallet til to patere. I 1686 udstedte Christian 5. visse privilegier til den katolske menighed i Fredericia. I Fredericia fik katolikkerne tilladelse til at holde skole og indrette kirke. Det blev desuden bestemt, at de to patere i Fredericia også skulle betjene katolikkerne i det øvrige Jylland og Fyn samt hertugdømmerne Slesvig-Holsten - her blev der vel tænkt på de mange katolske hvervede soldater i dansk tjeneste.
I 1600- og 1700-tallet var der på trods af religionsfriheden i byen gentagne gange stridigheder mellem de katolske patere og de lutherske præster. Disse var ofte knyttet til tilfælde, hvor personer konverterede deres tro. Det var klart lovbestemt, at i ægteskaber mellem en katolik og en lutheraner skulle deres børn opdrages lutheransk. De største stridigheder kom dog, når en lutheraner bevidst konverterede til katolicismen. I de lutherske præsters øjne måtte dette være ensbetydende med, at de katolske patere havde missioneret, og dermed havde forbrudt sig mod loven. I en kortere årrække i 1740'erne blev det katolske kapel således lukket. Dette skete efter de to patere var blevet kendt skyldige i at missionere for og omvende steddatteren til klokkeren ved Sct. Michaelis kirke. Med dommen blev de to katolske patere landsforvist, og kapellet blev lukket. I 1752 annullerede Frederik 5. dommen, og kapellet kunne igen åbnes for katolske gudstjenester og messer. I anden halvdel af 1700-tallet og i 1800-tallet forbedredes forholdet efterhånden mellem paterne og de lutherske præster.
Menigheden fik som nævnt tilladelse til at opføre en kirke i 1686. De første mange år holdt menigheden dog til i private hjem og siden i et lille kapel. Først i 1767 kunne den katolske kirke opføres efter en stor testamentarisk gave. Kirken var dog underlagt en række restriktioner. Kirken skulle ligne et almindeligt borgerhus, den måtte ikke fremstå som en kirke i det ydre. Der måtte ikke være et kirketårn, og kirken måtte ikke bruge en klokke. I 1865 kunne kirken dog som den første kirke i Fredericia opføre et kirketårn. Dette var blevet muligt efter Grundloven 1849, hvor rigets religionsfrihed betød, at den katolske menighed fik lov til at lade kirken ligne en kirke, og de måtte nu også ringe med en klokke. Ved midten af 1800-tallet opførte den katolske menighed desuden en skole i tilknytning til kirken.
Den katolske menighed bestod først og fremmest af soldater og kommandanter fra især Tyskland. Siden blev menigheden i forskelligt - og lidt tilfældigt - tempo udvidet og indskrænket med andre militærfolk og udenlandske håndværkere og handelsfolk, der slog sig ned i Fredericia. I 1700-tallet var der ca. 140 katolikker i byen. Dette tal faldt dog i 1800-tallet, hvor det danske militær afviklede ordningen med hvervede soldater.
Den katolske pater i Fredericia er i dag pater for de katolske menigheder i både Fredericia og Assens. Menigheden i Fredericia har ca. 360 medlemmer.