Brøchners Pakhus
Brøchners Pakhus blev oprindeligt opført i 1797 af købmand Bertel Bruun på stranden foran Strandporten. Pakhuset blev delvist udlejet til toldvæsenet, der benyttede den som byens første toldbod. Efter havnen var blev opført i 1808-1815 byggede toldvæsenet en ny toldbod ved den nye havn. I 1832 lod købmand Thøger Brøchner, der var en arving efter Bertel Bruun, pakhuset flytte til østsiden af Fredericia Havn. Pakhuset blev siden kendt som Brøchners Pakhus. I 1980 blev bygningen flyttet og genopført på museets område. På bygningens yderside ses på den ene gavl et hejseværk, der vidner om bygningens oprindelige funktion som pakhus.
I stueetagens ene del er rekonstrueret en hestestald, mens der i den anden del er indrettet garderobe og toiletfaciliteter for museets besøgende. På første sal findes museets foredragssal, der også benyttes som bibliotek, kontor og mødelokale.