Jødernes Frihedsbrev 1814
For 200 år siden modtog de danske jøder en række rettigheder i Danmark. Den 29. marts 1814 blev der udsendt et officielt reskript: Anordning, som bestemmer, hvad Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Kongeriget Danmark, have at iagttage. Der er tale om det såkaldte jødiske frihedsbrev, der gav de danske jøder en form for ligestilling i det danske samfund.
Jødernes frihedsbrev var præget af Oplysningstidens idealer om religionsfrihed, tolerence og lighed. På trods af dette var det dog først med Grundloven af 1849, at den jødiske menighed i Danmark fik fuld ligestilling.
Jødernes Frihedsbrev blev udstedt den 29. marts 1814. Billedet er venligst udlånt af Dansk Jødisk Museum.
I det kristne Danmark i 1600-tallet var det som udgangspunkt ikke tilladt at være jøde. Den nye by Fredericia fik dog i 1674 asylret og religionsfrihed for at lokke indbyggere til byen. I 1682 blev disse rettigheder for jøderne udvidet til, at de også måtte opføre en synagoge i byen, og i 1684 blev en jødisk menighed desuden oprettet i København.
Den jødiske menighed i Fredericia bestod i de første mange år hovedsageligt af omflakkende personer, men omkring år 1700 bosatte flere og flere sig permanent i byen, og såvel synagoge som skole opstod. Første halvdel af 1700-tallet var dog præget af indre uroligheder i den jødiske menighed. Dette blev imidlertid erstattet af ro og fordragelighed i anden halvdel af 1700-tallet. Dette stod i kontrast til det øvrige Danmark, hvor især de københavnske jøder i begyndelsen af 1800-tallet var udsat for en del kritik. I 1813 udgav Th. Thaarup et stærkt antisemitisk skrift Moses og Jesus oversat fra tysk. Dette indledte en voldsom litterær debat om, hvorvidt jøder kunne accepteres i et kristent samfund. Flere kendte danske forfattere protesterede mod dette angreb på jøderne, blandt andet Sten Stensen Blicher.
Den 29. marts 1814 udsendte kong Frederik 6. det jødiske frihedsbrev, der delvist gav de danske jøder ligestilling. Alle jøder født i Danmark fik ret til at udøve et hvilket som helst hverv, hvor det ønskedes. Ikke desto mindre fortsatte en vis grad af antisemitisme i Danmark. I september 1819 udbrød der en egentlig jødeforfølgelse i København, der siden er blevet kaldt for Jødefejden. Urolighederne blev først dæmpet efter en militær indgriben. Disse uroligheder fik dels en del jøder til at konvertere til kristendommen, og dels andre jøder til at rykke endnu tættere sammen.
For de fredericianske jøders vedkommende betød jødernes frihedsbrev 1814, at de fik mulighed for at slå sig ned over hele landet. Dette udnyttede mange i 1800-tallet til at flytte fra Fredericia og især slå sig ned i København. Mange velkendte jødiske slægter i Danmark har dog deres ophov i Fredericia: Levin-Fredericia, Wulff og Ree. I Fredericia gjorde de sig dog ikke stort bemærket. Jøderne kom hovedsageligt til Fredericia af to årsager. I Fredericia havde de mulighed for at arbejde og ernære sig selv og deres familie frit, og i Fredericia kunne de leve et jødisk liv takket være Fredericias status som religiøs fristad. Jøderne i Fredericia havde flere mindre erhverv som handelsfolk, slagtere og bagere.
I 1895 var der kun 10 jødiske mænd tilbage i byen med deres familier. Af disse 10 blev kun tre begravet i Fredericia på den mosaiske begravelsesplads, mens de øvrige syv også flyttede til København, hvor de alle blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
I 1906 blev den jødiske menighed i Fredericia endegyldigt nedlagt, og den sidste indførsel i protokollerne blev skrevet den 16. august 1906.