Den jødiske menighed
Det var som udgangspunkt ikke tilladt at være jøde i Danmark i 1600-tallet. Christian 4. tillod dem i Hertugdømmerne i henholdsvis Glückstadt og Altona, men ellers ikke. En åbning opstod dog med tildelingen af religionsfrihed i Fredericia i 1674. Allerede året efter tog den første jøde borgerskab i byen.
I 1700-tallet voksede den mosaiske menighed sig større i Fredericia, men efter jøderne i 1814 fik tilladelse til at slå sig ned overalt i landet, hvis de var født i Danmark, tyndede menigheden i Fredericia efterhånden ud.
Den jødiske synagoge i Riddergade i 1914. Der var synagoge på denne plads i Riddergade fra 1719. Den sidste jødiske gudstjeneste blev afholdt i 1902, og i 1914 solgte menigheden huset. I 1915 blev huset revet ned, og en mindeplade på den nuværende bygning markerer pladsen.
Jøderne blev ofte forfulgt i de europæiske lande både før og efter Reformationen. Christian 4. havde dog et ønske om at tiltrække visse af de pengestærke jøder til sine byer. Jøderne blev derfor tilladt i Glückstadt og i Altona i henholdsvis 1630 og 1641. Jøderne fik desuden tilladelse til at komme til Fredericia i 1674, da byen fik religionsfrihed af Christian 5. Da byens privilegier blev genudsendt i 1682, fik jøderne tilmed tilladelse til at indrette en synagoge i byen.
I Fredericia var håbet ligeledes, at der ville komme pengestærke kræfter til byen, når disse fik lov til at udøve deres religion. I de første mange år var det dog hovedsageligt omflakkende personer, der kom til byen. Derfor truede byens magistrater jøderne med, at de ville miste deres borgerret, hvis de ikke byggede hus i byen, og slog sig permanent ned.
Inden år 1700 blev der indrettet både synagoge og skole i et privat hus hos et jødisk brødrepar i Danmarksgade - dog var der i en årrække intern splid blandt jøderne, så der ved starten af 1700-årene var en konkurrerende synagoge i et andet privat jødisk hjem. Omkring 1715 samledes menigheden til én enhed, og i 1719 købte menigheden et hus i Riddergade, der blev indrettet til synagoge.
Interne stridigheder i første halvdel af 1700-tallet blev afløst af mere ordnede forhold i anden halvdel af 1700-tallet. I 1770'erne bestod menigheden af ca. 150 personer. Den jødiske menighed kom i det store og hele godt ud af det med den kristne del af byen. Dette var dog kun gældende, når jøderne ikke hvervede kristne til at konvertere eller blandede sig for åbenlyst i synd. Således blev en jødisk mand, der havde gjort en luthersk pige gravid, i 1726 dømt til først at trælle et år i jern som fæstningsslave, og derpå landsforvist, mens pigen blev kagstrøget (pisket mens man var bundet til en kag) og smidt ud af byen. Dette uagtet, om der var følelser og enighed mellem mand og kvinde.
I 1814 fik alle jøder, der var født i Danmark, tilladelse til at slå sig ned, hvor de ville. Dette blev kundgjort i Anordningen af 29. marts 1814 - også kendt som Jødernes Frihedsbrev. Herefter tyndede menigheden i Fredericia langsomt ud. I 1834 var der 125 jøder i byen. I 1902 blev den sidste jødiske gudstjeneste afholdt i synagogen i Riddergade. Denne blev solgt i 1914, og nedrevet i 1915. Den jødiske menighed er ikke længere rodfæstet i Fredericia. Eneste synlige bevis på deres tilstedeværelse i byen er den mosaiske begravelsesplads ved Vestervoldgade, der efter jødiske traditioner aldrig må sløjfes.