Barn under krigen
Børnene i og omkring Fredericia mærkede især besættelsen ved de mange tyske soldater i gaderne, kravet om at bære og fremvise legitimationskort og selvfølgelig mørklægningen. For at undgå at Danmark blev et bombemål, var det allerede fra Besættelsens begyndelse 9. april 1940 bestemt, at der skulle være mørkelagt over hele landet fra kl. 20.00. Derfor var der ingen gadelys i byerne, og alle vinduer skulle dækkes med mørklægningsgardiner. Et andet brud på den normale hverdag var luftalarmerne, hvor man skulle gå i beskyttelsesrum og vente på faren var drevet over. Læs og hør mere om dette under temaet Luftalarm.
En af de største forandringer for børn under Besættelsen var skolegangen. Mange skoler var inddraget af tyskerne, så børnene måtte have undervisning på andre skoler eller i forskellige lokaler i byen. I aviserne blev det løbende annonceret, hvor og hvornår undervisningen for forskellige klasser fra forskellige skoler ville foregå. Det kunne være i baglokaler hos for eksempel tandlæger eller cykelsmede, på restauranter eller hjemme i stuen hos læreren. Mod krigens slutning var skolegangen meget begrænset for de fleste børn på grund af manglen på lokaler.
Aksel Sommerby havde ikke noget imod at gå mindre i skole:
Selvom krigen påvirkede hverdagen, fik børn ikke fortalt eller forklaret ret meget. I 1940'erne var det ikke almindeligt, at der blev diskuteret politik, mens de hørte på det.
Lis Carlsen fortæller om, hvad de som børn fik at vide:
Alligevel har de fleste børn opfanget lidt af hvert under Besættelsen. I langt de fleste hjem hørte man den danske nyhedsudsendelse på den engelske radiokanal BBC hver aften, og her fik mange børn lov at lytte med. Så langt de fleste børn vidste godt, at tyskerne ikke burde være der og ikke var ønskede.
Børnene i Bjergegade fortalte hinanden, hvad de vidste, fortæller Ruth Bjarup:
Briternes ankomst til Fredericia, maj 1945. Nederst til højre ses en dreng med en af de populære Royal Air Force-huer, som var hæklet i farverne rød-hvid-blå.
Mange børn var bange for de tyske soldater, mens andre havde behov for at vise, at de ikke brød sig om tyskernes ophold i Danmark. Mødre og unge piger hæklede Royal Air Force huer til deres børn og søskende. Huen var nærmest en kalot med en rød cirkel i midten, omkranset af en hvid og en blå kant, ligesom det engelske flyvevåbens mærke. Sådan kunne man på en diskret måde vise sin sympati for de allierede tropper. Det var naturligvis ikke velset af tyskerne, men sjældent noget, der blev grebet ind overfor.
Lis Carlsen og hendes venner gik med Royal Air Force huer:
Ella Mortensen har fortalt, hvordan hun og klassekammeraterne bevidst lod være med at binde deres engelskbog ind i papir. Omslaget på bogen var nemlig et stort engelsk flag, så ved at gå med bogen kunne man fremvise det engelske flag og dermed vise, hvem man holdt med. For mindre børns vedkommende var det mest et spørgsmål om at forsøge at slippe af sted med at drille de tyske soldater.
Ella Mortensen og klassekammeraterne piftede de tyske soldaters cykler:
For mange store drenge var det en drøm at komme med i modstandsbevægelsen og være med til at gøre en forskel. Selvom mange modstandsfolk kun var gymnasieelever, tog man de fleste steder ikke nogen med under 18 år.
Verner Jensen lavede som 14-årig alligevel sabotage sammen med naboens søn:
Modstandsfolk brugte ofte børn til at gå ud med beskeder om mødesteder og mødetider, fordi børn kunne færdes frit i dagtimerne uden at risikere at blive tilbageholdt af tyske soldater. Da børnene generelt ikke fik ret meget at vide, har de ikke vidst, hvad deres beskeder betød, og derfor kunne de ikke afsløre noget.
Først efter Besættelsen fik de at vide, hvis nogen i familien havde været med i modstandsbevægelsen eller lavet sabotage.
Ulla Nagy fortæller om en modstandsmand, der kom i hendes hjem:
Temateksterne samlet med transskription af lydklippene kan hentes her
