Frederik R. H. Bülow
af Martin Mauritzen, studentermedhjælper
Frederik Rubeck Bülow blev født i 1791 ved Gram i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig. Som 9-årig blev han sendt til søs, men fremtiden skulle indeholde andet end en sømands liv for ham. Efter nogle år på havet lykkedes det for ham at stikke af, hvorefter han vendte hjem. I 1802 fik han en stilling som fændrik i hæren, og fulgte dermed i sin fars og bedstefars fodspor i en militær karriere.
I 1805 begyndte Bülow på det militære institut i København. Han viste allerede fra starten et stort potentiale inden for militæret, da han deltog i 1807 med stor tapperhed i udfaldet mod Svanemøllebatteriet under Københavns Belejring. Bülow modtog dog ikke ros for sin deltagelse, men fik i stedet skæld ud af sin overordnede, da han havde knappet sin uniform skævt. I 1809 blev han færdig på instituttet, og efterfølgende ønskede hans slægtning, generaladjudant Frantz Bülow, at han skulle få en karriere ved hoffet. Den unge Bülow takkede dog nej og fik i stedet tjeneste ved et strandregiment i Nordsjælland. Han markerede sig endnu engang i krigstjeneste i 1811, da han ledte et angreb på englænderne, der havde besat Nekselø.
I den efterfølgende fredstid voksede Frederik Bülows karriere. Han slog sig ned i København i en lille lejlighed, mens hans hustru og børn boede i Ubby. Bülow lærte dog aldrig at trives i storbylivet, og besøgte så tit han kunne sin familie. Afstanden mellem Bülow og familien skyldtes i høj grad økonomiske vanskeligheder, og først efter 1827 havde han råd til at føre familien sammen. Bülow var med hærloven af 1842 tæt på at tage sin afsked, men undlod og blev efterfølgende bataljonschef og oberst.
Da Første Slesvigske Krig (Treårskrigen 1848-1851) brød ud, meldte Bülow sig til at lede den danske hær, men krigsministeren A.F. Tcherning udvalgte i stedet general Hans Hedemann til posten. Bülow var dog med under de første kampe og ledte 1. bataljon til sejre ved Bov og senere Slesvig og Nybøl. I maj måned 1848 blev han fremfremmet til generalmajor og efter kampe ved Dybbøl Banke, blev han udnævnt til overgeneral. Der var dog ikke kun sejre for general Bülow. Ved Kolding måtte han trække sig tilbage for fjenden og igen ved Gudsø, hvor han efterfølgende rykkede sin hær over Lillebælt.
I 1849 havde krigsministeren planer om en offensiv mod de slesvig-holstenske tropper. Det viste sig dog, at modstanderen med hjælp fra en tysk forbundshær var i overtal, og strategien måtte laves om. En fjendtlig hær på 14.000 mand rykkede i juli måned op og belejrede Fredericia, hvor oberst Lunding havde kommandoen med en garnison på kun 7.000 soldater. Lunding forhørte overkommandoen om tilladelse til at gøre et udfald, hvilket Bülow gav tilladelse hertil. For at forøge antallet af soldater i Fredericia sendte Bülow mænd fra general Ryes og de Mezas brigader over fra Fyn. Uvist for fjenden var der dermed pludselig mere end 19.000 danske soldater i Fredericia Fæstning.
Hele udfaldet var lidt af en satsning for general Bülow, der selvom han var blevet udnævnt til overgeneral, var på usikker grund. Den nye krigsminister, C.F. Hansen, havde givet ordre om, at Bülows stilling skulle overgå til de Meza i tilfælde af fiasko i Fredericia. Den 6. juli 1849 rykkede den danske hær under Bülows ledelse af sted, og det lykkedes i ly af mørket at omgå de fjendtlige stillinger. Dermed var overraskelsesmomentet intakt, og hæren indledte en hård kamp mod fjenden, der til sidst trak sig tilbage. Udfaldet var en succes. Bülow havde ført sin vilje igennem fra start til slut og bevist, at han var titlen som overgeneral værdig.
Efterfølgende blev general Bülow hyldet som den store helt, men feltlivet havde taget hårdt på ham, og han måtte senere frasige sig kommandoen for at lægge sig syg. Året efter blev han igen tilbudt overkommandoen, men takkede nej, da han ikke mente en syg general kunne udrette noget godt. Da Bülow i 1852 var blevet rask, blev han udnævnt til kommanderende general for Sønderjylland og nogle år senere for København.
I 1856 stoppede Bülow sin militære karriere, hvorefter han slog sig ned på Sandbjerg Slot, hvor han levede resten af sin tid ud. Han blev begravet på Dybbøl kirkegård i 1858, og i Fredericia hædrede man generalen med en salut med tre gange ni skud. I 1859 blev der ved Sct. Michaelis kirke opstillet en bronzebuste til minde om general Bülow og hans sejr ved Fredericia den 6. juli 1849.