Oberst Ernst Axel Christoffer von Voss
Ernst Voss bør kendes som indbegrebet af et stålsat og principfast menneske med en ukuelig virketrang. Dette gælder i hans arbejde både som militærmand og virksomhedsejer såvel som byrådsmedlem og privatperson. Hans virke i og arbejde for Fredericia kan næppe overvurderes.
Ernst Voss blev født den 17. november 1826 i Aalborg og døde 77 år gammel den 8. december 1903 efter et langt og særdeles oplevelsesrigt liv.
Ernst Voss var ud af en fin gammel pommersk og mecklenburgsk adelsslægt. Hans far – Gustav Wilhelm Heinrich von Voss – var major i Aalborg, så militærvæsenet var ikke ukendt for Ernst Voss, da han senere valgte faderens fodspor. I de første unge år gik Ernst Voss imidlertid på latinskole og lærte efterfølgende om landvæsen (landbrug). 19 år gammel overtog han gården Jomfrubakken ved Mariager.
Gården og landbruget blev et hurtigt overstået kapitel for Ernst Voss. I foråret 1848 var den Første Slesvigske krig – Treårskrigen – en realitet, og nu meldte Voss sig i en alder af 21 under fanerne. Dette skulle vise sig at blive starten til en lang ubrudt militærkarriere, som først sluttede, da han som 52-årig i 1878 tog sin afsked fra hæren. Under Treårskrigen fik man det første bevis for, at Ernst Voss var af en helt speciel støbning. Han deltog i et af de tidlige større slag ved Slesvig, påskemorgen den 23. april 1848, hvor han var i nærkontakt med fjenden. Han faldt her, sammen med over 200 danske soldater, i fjendens hænder og sad efterfølgende en kort tid som fange. Samme efterår afholdtes af Kong Frederik 7. et hærskue på Lerbæk Mark, hvor Ernst Voss modtog Dannebrogsmændenes hæderstegn. Han fortsatte nu sin uddannelse i hæren og deltog med rang af sekondløjtnant i det særdeles betydningsfulde udfald fra Fredericia den 6. juli 1849. Dette slag vendte krigslykken til dansk fordel. Voss deltog også i krigens største og altafgørende slag på Isted Hede i det tredje krigsår den 25. juli 1850. Afslutningsvis deltog Voss i kamphandlinger i forbindelse med generobringen af Frederiksstad (nuværende Friedrichstadt), 6. august 1850. Her blev han såret af en granatsplint, der rev halvdelen af hans højre øre af, og han førtes herefter til lazaret i København. Efter krigens ophør i vintermånederne 1851 var Voss igen at finde i Fredericia, hvor han lå i garnison.
Ernst Voss fortsatte i fredstid sin militærkarriere de næste 13 år, inden krigen atter kastede en mørk skygge over landet den 1. februar 1864. Det uløste problem fra Treårskrigen, nemlig hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburgs tilhørsforhold til Danmark, blussede op igen, og blev nu endelig afgjort under den Anden Slesvigske krig, som varede fra 1. februar – 20. juli 1864.
Igen var den nu 37-årige Ernst Voss at finde på slagmarken. Som kompagnichef rykkede han med sin styrke ind i Dannevirkestillingen efter at preussiske og østrigske tropper var rykket ind i Slesvig. På befaling af hærens øverstbefalende, overgeneral Christian De Meza, deltog Voss ligeledes i den efterfølgende svære tilbagetrækning fra Dannevirke mod Dybbølstillingen, som påbegyndtes den 5. februar. Ernst Voss var tilbage i Fredericia den 20.-22. marts under dets belejring og bombardement, hvor der faldt knap 3000 fjendtlige granater i byen. Den 26. april blev fæstningskommandant generalløjtnant Niels Christian Lunding beordret til at rømme Fredericia, hvilket skete den 28. april. Det har uden tvivl været et hårdt slag for den krigsvante Ernst Voss at skulle rømme byen, og først den 16. november 1864 blev Fredericia atter fri, da den østrigske besættelsesstyrke drog bort.
Få år efter krigens ophør købte Ernst Voss i 1867 en villa i Slesvigsgade i Fredericia. Den villa som Voss havde udset sig var uden tvivl nøje udvalgt, da der var tale om den nok så berømte kommandantbolig Bella Vista.
I 1873 udnævntes Ernst Voss til Ridder af Dannebrog. Fem år senere, i 1878, tog han sin afsked fra hæren, 52 år gammel. Den nye Hærlov af 1867 gjorde, at Voss’ alder ikke tillod videre forfremmelse, og da det ikke lå i Ernst Voss’ dna at hvile på laurbærrene, var hæren således et afsluttet kapitel. Det skal dog tilføjes, at Voss i 1883 fik afskedspatent som oberstløjtnant og i 1899 som oberst.
Allerede før sin afsked med hæren, syslede Ernst Voss i sin fritid med tøjklemmer, amerikanske gyngestole og galanteriting af messing og zink. Samme år som han forlod hæren, 1878, løste han borgerskab som jern- og metalstøber i Fredericia. Voss’ Fabrik startede ud med en produktion af lamper og galanterivarer. I de allerførste år så man beskedne fremskridt, som det kan forventes af en nystartet produktion. Men, efter blot fem år introducerede Voss dampkraft i produktionen, og 10 år efter opstarten var 50 mand i arbejde med at producere et utal af forskellige varer i messing og bronze.
I 1897 havde Ernst Voss knap 20 år bag sig som fabriksejer. På to årtier var det lykkedes Voss´ produkter at overtage store markedsandele i det store udland og gøre navnet verdenskendt. Ernst Voss var efterhånden blevet 70 år, og nu begyndte helbredet at svigte ham. Derfor stiftede han den 4. januar 1897 aktieselskabet A/S Ernst Voss Fabrik, hvor han satte sig i stolen som formand, men reelt overlod ledelsen af fabrikken til sønnerne Ditlev og Gustav. Under aktieselskabet A/S Ernst Voss Fabrik blev der for alvor tale om en verdensomspændende virksomhed med produktion af køkkenudstyr og senere køkkenredskaber. Man kan med rette sige, at byggeriet af den store driftsbygning i 1899, den gamle hovedbygning, som endnu er bevaret, markerer sønnernes overtagelse. Voss-familien ejede virksomheden frem til 1917, hvor den blev solgt til Nordiske Metalvare Fabrikker.
Voss var herudover også et stort aktiv for sine ansatte i virksomheden og for Fredericia gennem sit 18 års byrådsarbejde.
Arbejderbyggeforeningen af 1909-1910 – kaldet Voss Byggeforening – vidner om, at A/S Ernst Voss Fabrik kerede sig om arbejdernes boligforhold og dermed om arbejdernes almene trivsel. Der er ingen tvivl om at denne omsorg for virksomhedens ansatte var en direkte fortsættelse af den linje Voss havde lagt i virksomheden, og som nu blev efterfulgt af sønnerne. Ernst Voss oprettede også tidligt en husholdningsskole som aftenskole, hvor fabrikkens piger kunne dygtiggøre sig i husholdning.
Ernst Voss udrettede i sit 18-årige virke i byrådet et stort socialt arbejde for Fredericia, hvor forbedringer af sundhedstilstanden samt arbejde for fattige og for børns vilkår lå ham meget på sinde. Voss var ligeledes medstifter af byens første telefonselskab, Fredericia Telefonselskab.
Ernst Voss døde 77 år gammel i 1903. Blot fire år tidligere havde han sagt farvel til sin hustru, Hedevig Mathilde Grotom Sørensen (født 19. marts 1833 – død 20. august 1899). Hendes død tog hårdt på ham. Ernst Voss’ begravelse foregik fra Sankt Michaelis Kirke, Fredericias garnisonskirke. Under mindetalen beskrev pastor Valeur Voss som en person med ”Kærlighed til Konge og Fædreland”, hvilket må siges at være rammende for hans virke. En anden begivenhed, som er værd at bemærke, og som vel taler for sig selv, er, at alle arbejderne fra Voss’ fabrik var gået sammen om en sølvkrans til hans kiste, og kisten blev båret ud af kirken af fabrikkens 18 ældste arbejdere.