Search form

Menu

Landsoldaten vendte hjem

Den 24. marts 2014 vendte Landsoldaten tilbage på sin sokkel efter en lang restaureringsperiode, og den 1. april 2014 blev han budt officielt velkommen tilbage af Fredericia. Ved begge lejligheder var mange mødt op for at gense monumentet.

Programmet bød på taler ved borgmester Jacob Bjerregaard og oberst Susanne Bager samt salutering fra Prinsessens Bastion og kransenedlæggelse.

Undervejs var det musikalske indslag ved Slesvigske Musikkorps, Trinitatis Pigekor samt fællessangene ”I Danmark er jeg født” og ”Dengang jeg drog af sted”.

Datoen for ceremonien var valgt for at markere, at Fredericia Kommune den 1. april 1914 købte voldanlægget af Krigsministeriet. Volden blev derefter omdannet til bypark.

Galleri: Landsoldaten vendte hjem

Galleri: Landsoldaten i billeder

Læs mere om Landsoldatens historie her

Oberst Susanne Bager og borgmester Jacob Bjerregaard lagde en krans ved monumentet.

For 150 år siden..

..var det tæt på, at Landsoldaten var gået tabt: I slutningen af april 1864 kom den prøjsiske feltmarskal Wrangel og den prøjsiske kronprins på besøg hos den østrigske general Gablenz og dennes tropper under deres besættelse af Fredericia.

Da de kom til Landsoldatpladsen beordrede Wrangel, at monumentet skulle nedtages og sendes til Berlin til omsmeltning. Gablenz gjorde dog indsigelse og sagde, at det ville være en ufortjent nedværdigelse af en tapper modstander. Kronprinsen greb ind og gav Gablenz myndighed til at bestemme, hvad der skulle ske med Landsoldaten og forlod pladsen sammen med Wrangel. Herefter gav Gablenz ordre til at rense pladsen samt monumentet og efter Landsoldaten var blevet beklædt med en krans, skænkede generalen den igen til byen.