
Historiedetektiv for en dag
Aldersgruppe
3.-5. klasse. En klasse ad gangen.
Sted og varighed
Vandring med start fra Landsoldatpladsen. Der er efterbehandling på skolen efter aftale.
Forløbet tager ca. 1 1/2 time.
Oktober, marts og april måned - andre tidspunkter efter aftale.
Dokumenter
Fagtekst om historiske spor
Fag
Historie, dansk og understøttende undervisning.
Mål
At eleverne:
Får viden til at identificere historiske spor i lokalområdet (Historie).
Kan bruge historiske spor til at fortælle om fortiden (Historie).
Kan bruge digitale medier som kilder til at beskrive fortiden (Historie).
Kan aflæse enkle historiske billed-kilder (Historie).
Øver sig i at udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i mulitmodale tekster (Dansk).
Baggrund
Eleverne skal som historiedetektiver gå på opdagelser efter de historiske spor, der findes overalt i Fredericia.
Sporene er lette at få øje på - blot man ved, hvad man skal kigge efter. Ud over mindesmærker findes der også på adskillige bygninger spor efter, at der før i tiden har været mange små butikker i byen - specielt der hvor de lige gader krydser hinanden. Se mere i denne fagtekst.

Program og indhold
Vi mødes med jer på Landsoldatpladsen og går gennem Danmarksgade, hvor vi kigger efter historiske spor.
Ruterne kan tilpasses efter jeres ønsker - udgangspunktet er butikker, men der er også mulighed for at se på spor efter industrialisering, transport og avlbrugs samt mindesmærker efter krige, officerer og kendte forfattere.
Undervejs får eleverne oplysninger om historiske spor og undringsopgaver, der skal skærpe deres opmærksomhed på disse. De skal også tage billeder, der viser spor efter butikker.
Efterbehandling på skolen: Introduktion til, hvordan eleverne kan indsætte nutidige billeder i skabelonen "Historiedetektiv - Fredericia før og nu" (word) eller "Historiedetektiv - Fredericia før og nu" (Powerpoint). Eleverne skal kunne forklare, hvordan man kan se spor efter, at udvalgte bygninger har ændret sig og hvorfor.
Praktiske oplysninger
Husk praktisk tøj til udeforhold. Eleverne kan medbringe madpakker/drikkedunke og evt. egne telefoner.
Før besøget - jeres forberedelse
Gennemgå programmet med eleverne og læs fagteksten om historiske spor.
Inddel eleverne i grupper på 3-4 elever.
Minimum én telefon til at tage billeder med pr. gruppe.