Grundloven af 1915

Den 5. juni 1915 var en skælsættende dag for landets demokratiske styreform. Kong Christian 10. havde underskrevet en grundlovsændring, der især blev kendt for, at den sikrede danske kvinders politiske ligestilling med manden. I tiden før grundlovsændringen i 1915 havde kun omkring 18 procent af befolkningen stemme- og valgret. Fattige, tjenestefolk og kvinder havde ingen politiske borgerrettigheder. Kvinder og tjenestefolk havde nu således både stemmeret og valgbarhed til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget.

New Zealand var det første land i verden der i 1893 gav kvinder valgret. I Norden var Finland først i 1906, efterfulgt af Norge i 1913 og så Danmark i 1915. Grundlovsændringen var dog ikke kommet ud af den blå luft. Kampen for den startede efter den 1. Slesvigske Krigs afslutning i 1851, da den kun 20-årige Mathilde Fibiger udgav bogen Klara Raphael – 12 breve, som i romanforklædning var en skarp kritik af mænds ret til at undertrykke kvinder. Bogen gav genlyd i sin samtid.

Blandt de senere pionerer i den danske kvindebevægelse var Frederik Bajer fra bondepartiet Venstre og dennes hustru, Mathilde Bajer. De stiftede i 1871 Dansk Kvindesamfund, der eksisterer endnu i dag. Foreningen arbejdede for flere mærkesager, men tog først stemmeretskravet op i 1906. Netop det faktum, at stemmeretsspørgsmålet ikke var på dagsordenen, fik Mathilde Bajer til at forlade foreningen og stifte Kvindelig Fremskridtsforening i 1885. Samme år rejste Frederik Bajer første gang kravet om kvinders valgret i Rigsdagen.

Højre var en stor modstander af, at kvinden skulle have ret til at påvirke den politiske debat og blande sig i samfundsspørgsmål. Det var hun simpelthen ikke egnet til. Kvinden havde de bedste evner som hustru og mor. Det forholdt sig nemlig sådan, at der til Folketinget var direkte valg og almindelig valgret, mens der var indirekte valg og privilegeret valgret til Landstinget. I Folketinget havde Venstre flertallet, i Landstinget var det Højre, så sidstnævnte kunne gang på gang forhindre det efterhånden stigende pres om valgretskravet. 

I 1889 stiftede præstefruen Line Luplau Kvindevalgretsforeningen. Det var den første forening i Danmark, der alene havde stemmeretsspørgsmålet på programmet, og den blev en meget hørt stemme i debatten. Flere andre kvindeforeninger var ligeledes blevet oprettet i perioden, eksempelvis Landsforbundet for Kvinders Valgret, stiftet i 1907. Det var den største og mest toneangivende forening, og den havde foreningsbladet Kvindevalgret, der udkom hver måned i perioden fra 1908-1915. Fredrik Bajer stiftede i 1913 ligeledes Mandsliga til fremme af Kvindens Stemmeret, som var en international sammenslutning. Ligaen beviser, at mange af landets betydningsfulde mænd oprigtigt støttede op om kvindernes krav.