Fredericia 1864
I modsætning til Dybbøl var der i 1864 ikke de store militære slag ved Fredericia, men fæstningens rolle i krigen mod Preussen og Østrig var ikke uvæsentlig.
Kort før krigsudbruddet den 1. februar blev general Lunding udnævnt til kommandant for Fredericia og fik til ordre at sætte fæstningen i stand. Lunding havde i 1849 med succes gjort det samme, og 6. juli 1849 sejrede de danske tropper over slesvig-holstenerne med udfaldet fra byen. I 1864 var volden om Fredericia dog i så dårlig forfatning, at Lunding anbefalede helt at opgive den. Han fik imidlertid ordre om straks at gå i gang med at udbedre den, og i løbet af den næste måned arbejdede over 1000 mand på at klargøre fæstningen. Som forstærkning fik Lunding blandt andet 1/3 af de tropper, der den 5. februar var blevet trukket tilbage fra Dannevirke.
De preussiske og østrigske styrker besatte først Kolding og rykkede derefter i begyndelsen af marts frem mod Fredericia. Den 8. marts kom det her til forpostkampe, hvor ca. 200 danske soldater faldt i baghold mellem Snoghøj og Damgaard, og blev taget til fange.
De østrigske tropper anlagde fem kanon-batterier ud for byen, og disse blev den 20.-22. marts brugt til et kraftigt bombardement. Batterierne lå uden for effektiv rækkevidde af de danske kanoner, og ilden blev derfor kun besvaret i begrænset omfang – ca. 150 skud mod østrigernes ca. 2900. Under en pause i beskydningen tilbød feltmarskal Wrangel, at Lunding kunne kapitulere under ærefulde vilkår, hvilket Lunding afviste.
Der skete meget lidt skade på volden, men mellem Vendersgade og Kongensgade blev omkring 100 bygninger beskadiget og 36 brændte ned. Bombardementet viste sig at være et forsøg på at lokke danskerne til at trække tropper fra Dybbøl, hvor man havde besluttet at angribe senere.
Østrigske soldater på Oldenborgs Bastion med kanonerne vendt mod Lillebælt. Billedet er venligst udlånt af arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Fæstningen rømmes
Efter de danske troppers nederlag ved Dybbøl den 18. april var både krigsminister Lundbye og overgeneral Gerlach interesserede i at begrænse tab af soldater og materiel mest mulig samt hindre fjendens fremmarch. Gerlach mente, at dette bedst kunne ske ved at holde Fredericia, men Lundbye var i tvivl. Han var bange for, at hele den danske hær ville blive udslettet. Efter flere gange at have skiftet mening under et statsråd med kongen og statsministeren udstedte han orden: Fredericia skulle rømmes.
Da general Lunding modtog befalingen, forlangte han straks en telegrafsamtale med krigsministeren. Her udtrykte han forundring over beslutningen og forsøgte at skabe sig handlerum ved at få lov til at forsvare sig, hvis tropperne blev angrebet under tilbagetrækning. Dette blev afvist af Lundbye.
For tropperne i Fredericia vakte beskeden vantro og var stærkt demoraliserende. De ville hellere være ”blevet slagtet, end at [..] skulle komme bort på denne måde”. Lunding skrev selv ”Det var et bitterligt bæger at tømme” i et brev til sin kone.
Mellem den 26. - 28. april blev fæstningen i al hemmelighed rømmet, og da de østrigske tropper dagen efter opdagede dette, indtog de byen. De havde haft planer om at gå uden om Fredericia og i stedet angribe Fyn, men dette blev med rømningen ikke nødvendigt. I beretningerne fra den preussiske hærledelse kan man senere læse, at de anså Fredericia for så stærk en stilling, at man ved forhandlingsbordet ville have accepteret en tilbagetrækning under langt gunstigere forhold, end det faktisk skete. Blandt andet ville man have lovet ikke at ødelægge fæstningen og tilbagegive den uskadt efter en eventuel våbenhvile. I stedet blev store dele af volden sprængt i stykker og 200 danske kanoner blev vendt mod Fyn.
Østrigerne blev i Fredericia til den 16. november, hvor fredsslutningen blev en realitet. Tropperne var vellidte i byen, blandt andet fordi de viste stor respekt for Landsoldaten, der få år tidligere var blevet rejst til minde om udfaldet fra Fredericia i 1849. Således deltog de sammen med byens borgere i 6. Juli-fejringen ved statuen.
1864 var begyndelsen til enden for Fredericia som fæstningsby. Dels havde det tyske forbund nu med den nye grænsetrækning ved Kongeåen adgang til Lillebælt, og dels var tiden løbet fra jordvolde som forsvar på grund af nye kanoners bedre rækkevidde og præcision. Allerede i 1866 kom det første voldgennembrud via jernbanen, og fæstningen blev endeligt nedlagt i 1909.
Feltmarskal Wrangel
Som en af de mere markante skikkelser i Fredericia i 1864 kan nævnes Feltmarskal Wrangel, der var øverstbefalende for den preussisk-østrigske hær. En af hans forfædre havde været med til at erobre byen under svenskekrigene, og han var selv med, da fæstningen blev indtaget i 1848. Wrangel var med sine 80 år små-senil, og han var ikke særlig vellidt blandt de øvrige officerer. Den preussiske kronprins Friedrich beskrev det således i sin dagbog:
”Wrangel var som beruset af glæde, [..] og han havde under hele dette felttog ønsket sig netop denne triumf. Han sludrede faktisk ikke andet end nonsens, således at de østrigske generaler højlydt begyndte at gøre grin med ham. Således forlangte han, når man spiser middag her, at for hver gang der skulle skåles - en skål han ville udråbe – skulle en af fæstningens bastioner sprænges i luften”.
Senere forlangte Wrangel, at Landsoldaten skulle nedtages og sendes til Berlin til omsmeltning, hvilket dog blev forhindret af kronprinsen.