Forholdet til tyskerne
Fra besættelsesmagtens side var holdningen, at tyskerne var kommet for at hjælpe Danmark mod englænderne. De fleste tyske soldater bestræbte sig på at være høflige og ordentlige og ønskede ikke at skabe unødig ballade. Men langt de fleste danskere ønskede absolut ingen kontakt med de tyske soldater.
Kirsten Peiers forældre kom i klemme, da moderens tyske nevø meldte sin ankomst:
Gennem hele Besættelsen var den generelle stemning i befolkningen, at tyskerne skulle mærke, de ikke var velkomne. Man talte kun til soldaterne, når man blev adspurgt, og mange gik simpelthen over på den anden side af gaden, hvis tyske soldater kom imod dem på fortovet.
Aksel Sommerby fortæller om det generelle syn på de tyske soldater:
I Fredericia var der over 2000 soldater, som holdt til på kasernen samt på flere beslaglagte skoler og andre offentlige bygninger. Ude i oplandet var det ofte i forsamlingshusene, soldaterne holdt til. Nogle steder forlangte værnemagten, at folk skulle lade tyske soldater overnatte i lader og tilbygninger, hvis det var nødvendigt.
Inger Heise Olsen husker de tyske officerer, der var indkvarteret i Brugsen i Erritsø:
Tyske soldater holder jul i Fredericia, 1944.
På landet var det ikke helt så ildeset at handle med tyskerne, for ifølge tysk bestemmelse kunne man ikke nægte de tyske soldater at handle i danske butikker. Her var der oftest kun én købmand, så tyskerne kunne ikke gå andre steder hen, hvis de manglede noget. Men de fleste butiksejere brød sig absolut ikke om, at der kom tyskere i deres butik.
Hos købmanden i Egum kom en tysk soldat ofte forbi, fortæller Gerda Brockhusen:
Mod slutningen af krigen blev forbud og spærretid skærpet, og folk blev mere og mere trætte af besættelsesmagten og alle de besværligheder, den medførte. Samtidig gik mange af de tyske soldater i Danmark blot og ventede på at komme hjem. I det sidste år af krigen gik det skidt for Tyskland efter Hitlers mislykkede angreb på Sovjetunionen, og nogle soldater havde mistet troen på, at Tyskland kunne vinde krigen.
Da krigen var slut, skulle de tyske soldater gå hele vejen hjem. Der var udsendt meddelelse om, at danskerne ikke måtte hjælpe dem eller tale til dem. Men mange fik dog alligevel ondt af de udmattede og sultne soldater, som ikke vidste, hvad de ville komme hjem til.
I Lilly Kroghs barndomshjem fik nogle tyske soldater lidt mad med på vejen:
Under krigen kaldte tyskerne Danmark for ”Flødeskumsfronten”, både fordi der ikke var åbne kampe, og fordi forsyningerne var langt bedre her end mange andre steder i Europa. Da der var fredeligt i Danmark, blev det en post for dem, der ikke var egnede til de hårde fronter. Især mod slutningen af krigen var de fleste tyske soldater i Danmark enten ældre mænd eller helt unge drenge. Deres udstyr og uniformer var hverken det nyeste eller det bedste, og på hjemmarchen blev de frataget både våben og oppakning af de danske myndigheder.
Temateksterne samlet med transskription af lydklippene kan hentes her
