Arbejdernes Byggeforening
af Christian Ditlev Rasmussen, studentermedhjælper
Arbejdernes Byggeforening var Fredericias første byggeforening. Den blev stiftet i 1877 efter inspiration fra København, hvor Lægeforeningen havde opført en række mindre enetages huse på Østre Fælled under koleraepidemien. Dette var et forsøg på at imødegå den høje dødelighed, som de kummerlige boligforhold forværrede.
I Fredericia blev der taget initiativ til Arbejdernes Byggeforening den 3. april 1877. Hotelejer A. P. Albertsen, malermester J. V. Trabolt, smedemester H. Møller, snedkermester Clausen, tømrermester Dufresne og tømrermester H. Petersen holdt et møde, hvor de blev enige om at stifte en forening med det formål at gøre det muligt for enhver, at ”frugtbargøre deres spareskillinger” og ”erhverve en Ejendom paa en billig maade”.
Den 26. maj 1877 blev der holdt stiftende generalforsamling på rådhuset i Fredericia. Her blev bestyrelsen også valgt. A. P. Albertsen, der var indehaver af Hotel Kronprins Frederik, blev formand. Øvrige medlemmer af bestyrelsen var J. V. Trabolt, H. Møller, stadskonduktør og gasværksbestyrer Chr. Christensen, smedemester Chr. Werbes, cigarmager J. G. H. Petersen og kulgrosserer M. Rasmussen.
Nørre Voldgade 50-54, ca. 1910.
I foreningens start kostede det 35 øre om ugen at være medlem, svarende til 18,20 kr. om året. Med forskellige indbetalinger fra medlemmerne, og et lån på 4000 kr. hos kommunen, fik foreningen sparet op til opførelsen af de første to ejendomme i 1879. Væver J. Christiansen og arbejdsmand J. Madsen blev de første arbejdere, der fik gavn af Arbejdernes Byggeforening, efter de blev udtrukket i en bortlodning af de to ejendomme i Sjællandsgade i april 1880. Opførelsen af disse to huse blev starten på en længere række opførelser, primært i Nørre Voldgade og Bjergegade. Fra 1880 til 1910 opførte byggeforeningen 49 ejendomme og voksede til 563 medlemmer. De 49 ejendomme blev alle opført inden for voldene: Fire i Sjællandsgade, seksten i Bjergegade, tyve i Nørre Voldgade, seks i Dronningensgade og tre i Kongensgade.
Det økonomiske princip bag Arbejdernes Byggeforening bød dog på et problem. Foreningen fremskaffede primært kapital ved kontingent og lån. Lånene blev blandt andre udstedt af Finansministeriet eller kommunen, der var interesseret i at bekæmpe den herskende bolignød, og som derfor ofte gav gode lånebetingelser. Lånene gav dog ikke foreningen mulighed for at følge med efterspørgslen. Derfor stillede bedrestillede privatpersoner til tider midler til rådighed. F. W. Loehrs enke lånte eksempelvis Arbejdernes Byggeforening penge i 1900.
En anden måde at komme byggeforeningen til hjælp på var ved at opføre ejendommene selv som privatperson. Hans Henrik Alexander Jacobsen var kasserer i Arbejdernes Byggeforening i en lang årrække frem til sin død i 1915. Han besad en del offentlige stillinger i Fredericia, både på byfogedkontoret, senere i byrådet og fra 1891 i politikorpset som politichef. Med gode stillinger og senere også en stor arv, var Alexander Jacobsen en velhavende mand. Han valgte at bruge en del af sin formue på at opføre ejendommene Prinsensgade 73, 75, 77, 79, 81 og 83, der er meget lig dem byggeforeningen havde opført. Alexander Jacobsens lejere fik med tiden lov til at købe ejendommene. Afbetalingen skete som regel over ca. 20 år, hvilket var en ret kort periode i forhold til, hvor hurtigt sådanne ejendomme normalt blev afbetalt. Ejendommenes beboere var typisk arbejdere og militære personer med lave stillinger, der kun havde råd til at købe husene, fordi Alexander Jacobsen solgte ejendommene billigt.
Efter 1910 stilnedes foreningsbyggeriet en del. Det skyldtes foreningens økonomiske model. Ud over lån og medlemskontingenter havde foreningen de såkaldte kontrabøger. Disse fungerede på den måde, at et medlem var forpligtet til at indbetale et fast beløb årligt på kontrabogen. Efter ti år kunne medlemmet hæve beløbet, hvis han eller hun ønskede dette. Beløbet var forrentet godt, så der var helt naturligt tale om nogle ret store beløb. Foreningen havde stigende besvær med at udbetale pengene, når en kontrabog forfaldt til udbetaling, hvad der skete oftere og oftere. I 1910 havde foreningen således aktiver for 239.351,08 kr., hvoraf kun 5870,57 kr. var likvide midler.
Byggeriet standsede derefter i ca. 5 år. Der var ellers hårdt brug for boliger i Fredericia. Befolkningstallet var steget hurtigere end boligbyggeriet kunne følge med til. Derfor blev foreningen kontaktet af byrådet i 1915 for at få opført en del nye bygninger. Et rentefrit lån på 485.000 kr. over 30 år blev vedtaget ved kommunen. Dette store lån fik til gengæld også byggeforeningen i gang. 41 ejendomme med cirka 200 lejligheder blev opført inden for voldene og 14 ejendomme uden for voldene på blandt andet. Luthersvej og Huslodsvej.
Mange arbejderorganisationer havde en selvforståelse der byggede på skellene mellem samfundets klasser og arbejdsfaglige tilhørsforhold. Derfor havde mange arbejderorganisationer sociale og økonomiske krav til deres medlemmer, der skulle være arbejdere eller lignende for at være medlem. Arbejdernes Byggeforening i Fredericia var dog stiftet af en bredt repræsenteret forsamling, der både bestod af en cigarmager såvel som en hotelejer. Arbejdernes Byggeforening i Fredericia var derfor en klassemæssigt bred forening, der tillod ”Enhver Mand eller Kvinde og ethvert Barn” at være medlem og have en kontrabog. Dette skal ses i modsætning til Arbejdernes Boligforening, der kun tillod medlemmer af arbejderklassen at være medlemmer.
Foreningen havde som målsætning, at hjælpe de mindrebemidlede til bedre boligforhold. Til trods for den brogede medlemsskare var det derfor oftest arbejdere, der flyttede ind i ejendommene. Hvis en velhavende person blev udtrukket til et af husene, var det kutyme, at vedkommende videregav købsretten til en arbejder.
