Anders Bille
af Martin Mauritzen, Studentermedhjælper
Adelsmanden og rigsråd Anders Bille var en af de væsentligste personer, der var indblandet i grundlæggelsen og planlægningen af Fredericia. Anders Bille blev født i år 1600, en tid hvor kong Christian 4. lagde planer om en samlet national hær ledet af adelige officerer. En ung Anders Bille begyndte sin militære karriere uden for det danske riges grænser. De eneste muligheder for erfaring fandtes i udlandet, da der på dette tidspunkt i flere år havde været fred i Danmark. Billes første krigsdeltagelse var i 1619 i begyndelsen af Trediveårskrigen under kurfyrste Frederik af Pfalz. I de kommende år tjente Bille som dansk officer under Christian 4., efter kongen gik ind i krigen. Hjemvendt ejede Bille herregården Rugård, hvor han blandt andet var den fynske adels repræsentant i stændermøderne.
I 1642 blev Anders Bille tildelt titlen som rigsmarsk. Denne var blandt landets højeste embeder. Som rigsmarsk var Bille talsmand for den menige danske adel og samtidig den militære leder af adelsrytteriet i tilfælde af krig. Som noget af det første i sit embede blev Bille inddraget i planerne om grundlæggelsen af en fæstningsby på Bersodde, det der senere skulle blive til Fredericia.
I 1643 angreb en svensk hær under ledelse af Lennart Torstensson den jyske halvø. Den danske hær var på dette tidspunkt demobiliseret, da kong Christian 4. havde ignoreret flere meldinger om et forstående angreb. Anders Bille fik dog hurtigt erhvervet flere tropper og arbejdede på en forskansning ved blandt andet Bersodde og på den anden side af Lillebælt. I 1644 måtte Bille imidlertid trække sig tilbage til Fyn. Nogle måneder senere ledte han et angreb på den svenske transportflåde, der i realiteten satte en stopper for Torstenssons mulighed for at invadere Fyn, og kort tid efter generobrede Anders Bille sine tabte forskansninger. I løbet af sommeren trak Torstensson sig tilbage fra Jylland, men den svenske hær vendte hurtigt tilbage. Bille fik igen ordrer på at forsvare Jylland, denne gang sammen med hertug Frederik af Holsten, den senere Frederik 3. Uoverensstemmelser med hertugen førte til, at forsvaret var en fiasko. Bille ønskede blandt andet et fælles dansk-holstensk angreb mod den svenske hovedstyrke, der lå omkring Randers. Hertug Frederik nægtede dog, og angrebet blev aldrig til noget. På trods af uoverensstemmelserne med hertugen, blev Bille rost af kongen for sin indsats under krigen.
Torstenssonkrigen blev afsluttet med Freden i Brømsebro i 1645. Efterfølgende var det klart for Anders Bille og landets ledende personer, at der skulle ske en reform af landets militære forvaltning. Billes forslag var, at der skulle oprettes et krigsråd til at varetage hærens forhold. Derudover forslog han, at der skulle indføres en krigsskat til finansiering af forsvaret. Han havde også en forestilling om, at provinserne skulle bindes sammen med et net af fæstninger placeret rundt omkring i hele Danmark. Fæstningerne skulle blandt andet skræmme en eventuel fjende fra at invadere Jylland. Her kom Bersodde ind i billedet som et glimrende udgangspunkt, idet et tilsvarende fæstningsværk kunne oprettes på den anden side af Lillebælt. Fæstningen på Bersodde, eller Frederiksodde som den efterfølgende blev kaldt, påbegyndtes i 1650 sammen med grundlæggelsen af en ny by. Anders Bille arbejdede sammen med ingeniøren Georg Hoffmann, der stod for udformningen af voldanlægget. Bille selv fik fuldmagt til at uddele byggegrunde i byanlægget inden for volden. Fæstningen nåede dog knap at bliv færdig inden den blev testet i kamp.
Efter krigen i 1645 havde den tidligere hertug, nu kong Frederik 3., luret efter en chance for revanche mod svenskerne. I 1657 var den svenske konge, Karl 10. Gustav optaget af krigsførelse i Polen. Dermed så kongen en mulighed og underskrev en krigserklæring til Sverige. Anders Bille var med den danske hær straks rykket over Elben og havde besat de gamle territorier i Bremen. Dette var indledningsvis en god start på krigen. Da den svenske konge hørte dette, brød han imidlertid straks op og marcherede med sin hær fra Polen mod Danmarks sydlige grænse. Informeret om dette besluttede Anders Bille at trække den danske hær tilbage nordpå. Det danske rytteri blev dog grebet af panik og fortsatte længere op end Bille havde planlagt, nemlig til Frederiksodde. Den svenske hær nåede også hurtigt op til Frederiksodde, men efter et første mislykket forsøg på at indtage fæstningen blev en to måneder lang belejringen indledt under ledelse af feltmarskal Carl Gustav Wrangel. I et nyt forsøg stormede svenskerne igen Frederiksodde den 24. oktober 1657, og denne gang måtte den danske hær se sig slået. Svenskerne havde været i stand til at finde den endnu ikke færdige fæstnings svage punkter. Anders Bille var noget tid før slaget blevet syg, men kæmpede trods det alligevel. Under kampen blev Bille hårdt såret, og han blev efterfølgende taget til fange af svenskerne. Efter nogle dage i fangeskab døde rigsmarsk Anders Bille af sine sår. Hans modstander Wrangel lod liget overlevere til familien under stor æresbevisning.
I flere år kæmpede Anders Bille med at få styr på det danske militær og forsvaret af Danmark. Under vanskelige vilkår besad han en stor dygtighed for sit erhverv som militær leder. Hans evner lå inden for det administrative og organisatoriske, snarere end på det strategiske på trods af en række vellykkede sejre. Hans forsøg på de nødvendige reformer mislykkedes primært på grund af et forældet administrativt og politisk system, men også til dels i hans manglende evne til at forhandle. Han var således en person, der ofte kom i miskredit, fordi han sagde konge og hertug imod.