Landsbykirkernes bygningshistorie
Kirkernes bygningshistorie følger ofte det generelle konjunkturforløb for samfundet, dog med enkelte lokale forskelle.
Stenkirkernes hoveddele, kor og skib, blev ofte opført i den store romanske byggeperiode ca. 1150-1250. Disse bygninger var præget af mindre rum og små højtsiddende vinduer, der ikke tillod megen lys at komme ind i rummet. Efter denne første byggefase fulgte en længere pause på et par hundrede år i 1200- og 1300-tallet, mens især anden halvdel af 1400-tallet igen blev præget af en stor byggeaktivitet ved landsbykirkerne. Nu blev bygningerne præget af den gotiske stil, hvor de romanske bygningsdele ofte blev renoveret og ændret. Kor og skib blev ofte udvidet i både længden og højden, og der blev indsat nye store vinduer, der bragte mere lys ind i rummet. Herudover blev der ikke sjældent indsat hvælv i kor og skib. I perioden ca. 1450-1550 blev der desuden ved mange kirker opført en eller flere tilbygninger til kirken. Dette kunne være et sakristi til koret, et våbenhus til skibet, et tårn og/eller et gravkapel.
I 1500-tallet - efter Reformationen i 1536 - og i starten af 1600-tallet blev der indsat en del nyt inventar, og kirkerne blev generelt holdt ved lige, da der var gode konjunkturer i samfundet. Dette ændrede sig efter 1620'erne, hvor især krigshandlinger og tre besættelser af Jylland med fjendtlige hære i området var hårde ved kirkernes bygninger og inventar og bøndernes gårde. Efter fredsslutningen i 1660 var mange kirker i stærkt forfald og frastjålet store dele af kirkesølvet i form af eksempelvis lysestager og nadverkander, og de havde desuden brug for nyt inventar som kirkebænke, døre og prædikestol.
Kirkernes indre er ofte præget af inventar, der er erhvervet og renoveret på forskellige tider og har forskellige stilarter. Her ses det indre af Egeskov kirke
Først i anden halvdel af 1700-årene var samfundet tilbage på det økonomiske spor, så kirkerne kunne renoveres gennemgribende frem for de løbende, og ofte ikke-tilstrækkelige, reparationer, der ellers var råd til. Ved indgangen til 1800-tallet var de fleste landsbykirker således i fin stand, men med Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813 røg samfundet igen i en lavkonjunktur. Dermed forfaldt kirkerne og deres inventar igen. På dette tidspunkt var de fleste kirker endnu ejet af enten en rigmand eller en adelsmand, eller i kronens besiddelse.
I anden halvdel af 1800-årene var der en god afsætning for danske landbrugsprodukter, og det blev igen påkrævet at renovere kirkerne. I 1800-tallet kom mange kirker i forfald, og der var groft sagt to muligheder for at reagere på dette. Enten kunne kirken istandsættes, eller kirken kunne nedrives og erstattes af en ny. Ofte blev dette løst ved, at menigheden købte kirken til selveje, og derefter valgte en af mulighederne.
I 1900-tallet blev landsbykirkerne præget af en generel vedligeholdelse af kirkerummene, og mange kirker har modtaget flere gaver fra lokale sognebørn i form af eksempelvis et kirkeskib eller andre genstande. Herudover har der de sidste 20-30 år været en tendens mod, at kirkerummene blev udsmykket med ny kunst i forskellige former. Herudover er kirkerne blevet udstyret med moderne hjælpemidler lige fra varme og lys til automatisk klokkeringning.