Search form

Menu

Genforeningensmonumentet

Placering:
Øster Voldgade ved Danmarksgade. Tidligere på Prinsessens Bastion.

Opstillet:
3. december, 1920 - flyttet til Øster Voldagde i 1996.

Kunstner:
Oscar Gundlach-Pedersen

Beskrivelse og baggrund:
Mindesmærket er en 3 meter høj tværdelt obelisk med skånende fodstykke. Det er rejst til minde om Genforeningen i 1920, hvor Sønderjylland (det tidligere Nordslesvig) efter en folkeafstemning blev en del af Danmark. Slesvig og Holsten havde i mange hundrede år været hertugdømmer under den danske konge, men rev sig løs efter det danske nederlag ved 2. Slesvigske Krig i 1864.

Inskription:
Til minde om Sønderjyllands genforening med moderlandet 1920

Mere om mindesmærket
Allerede i slutningen af 1919 opstod de første tanker om et monument i Fredericia over Genforeningen, og en kreds af fremtrædende borgere nedsatte en komité med dette formål. Komitéen bestod af byens fremtrædende borgere med guldsmed J.P. Diederichsen i spidsen som formand. Herudover bestod komitéens ledelse af fabrikant L.H. Schytt som komitéens kasserer og inspektør N.M. Jensen som komitéens sekretær samt inspektør L. Larsen og avlsbruger Johs. Honoré som medlemmer af forretningsudvalget. Komitéens ledelse blev bakket op af mænd i fremtrædende stillinger i det lokale erhvervsliv, velansete embedsfolk i kommunen, højtstående politikere i Fredericia og højtrangerende militærfolk fra garnisonen.

Komitéen indrykkede store annoncer i de lokale aviser med opfordringer til deres medborgere om at yde en skærv efter den enkeltes formåen for at støtte mindesmærket: ’Genforeningsdagen nærmer sig, den Dag, vi alle med saa stor Glæde imødeser, og hvis historiske Betydning ikke kan sættes for højt. En Lettelsens og Befrielsens Stemning bølger gennem hele Folket ved Tanken om det Danmarkskort, hvor alt dansk igen er vort. Det danske Folk har skænket vor By en Række Mindesmærker at værne om og bevare. Mindesmærker, der i Sten og Malm taler deres tavse, manende Sprog om, hvilken Indsats Danmark har gjort for at bevare det Sønderjylland, der fra Arilds Tid har været et Led af Danmarks Rige. Genforeningsdagen bør derfor, efter vor Mening, netop her i Mindernes og Mindesmærkernes By have sit synlige Tegn, til Vidne for kommende Slægter, og undertegnede Komité er i den Anledning traadt sammen for at skaffe Midler til Rejsning af en Mindesten paa Fredericia Vold.

Komitéen havde allerede indgået en aftale med arkitekten Gundlach-Petersen, der vederlagsfrit leverede tegninger til monumentet, ligesom komitéen havde fået tilladelse til opstilling af monumentet på den fredede Fredericia Vold af Nationalmuseet. Også Byrådets Forskønnelsesudvalg havde nikket anerkendende til planerne, hvorfor komitéen i Fredericia Avis den 10. januar 1920 konstaterede, at ’…man tør gaa ud fra, at Planen let lader sig gennemføre, idet man tillige føler sig overbevist om, at vore Medborgere med Glæde, hver efter sin Evne, vil yde sin Skærv.’ Køreplanen var altså klar, og indsamlingen til betaling for materialer og udførelse gik i gang.

Placeringen af monumentet blev bestemt til Prinsessens Bastion på Fredericia Vold, og stenhuggerfirmaet Sørensen og Rasch blev valgt til udførelsen. Den 3. december 1920 deltog ca. 500 mennesker i afsløringen af den tre meter høje granitsten med to fremspringende mørke felter med en lys sten imellem. Granitstenen blev stillet på en sokkel på lidt højere og rundede hjørnesten.

I 1996 blev monumentet på grund af retableringen af Prinsessens Bastion med den oprindelige bestykning af kanoner fra 1849 flyttet til dets nuværende placering på Øster Vold.

Kort over Genforeningsminder