Search form

Menu

Hvad skal vi fortælle om Corona-krisen om 100 år?

Fredericia og resten af Danmark oplever i øjeblikket den værste sundhedskrise i 100 år. Museerne i Fredericia ønsker at dokumentere krisens indvirkning på almindelige menneskers liv, virksomheder og institutioner i Fredericia, så eftertiden kan forstå, hvad krisen havde af betydning lokalt.

Derfor indsamler Lokalhistorisk Arkiv ved Museerne i Fredericia billeder, beretninger eller dagbogsnotater fra dem, der har lyst til at dele deres oplevelser og sende dem til arkivet.

Bidragene kan omhandle, hvordan de daglige gøremål har ændret sig, hvordan man tackler hjemmearbejde og hjemmeundervisning på én og samme tid, eller handle om bekymringerne for smitte af ens nærmeste eller bekymringer om økonomien i ens virksomhed.

Bybilledet og arbejdspladserne ser også anderledes ud i dag end for bare få uger siden. Har du billeder af den mennesketomme gade, eller skiltet i butiksvinduet der informerer om midlertidig lukning pga. corona, billeder af det tomme kontor på arbejdet eller af hjemmekontoret modtager arkivet også gerne disse.

Alle materialer modtages på hjemmesiden www.fredericiahistorie.dk/corona, hvor man kan uploade tekst, billede eller video.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til arkivar Lisbeth Aagaard Lykke på lisbeth.lykke@fredericia.dk

For skoler samt børn og unge
Forældre og lærere er også meget velkomne til at lade børn/unge indsende bidrag. Der er oplæg og opgaveark herunder.

Oplæg med spørgsmål til inspiration

Til udskolingen: Historieopgave om hverdag under Corona-krisen - her arbejder eleverne både med produkt, historiebevidsthed og udvælgelse af kilder.