Search form

Menu

Peter Buhl

Af Martin Mauritzen, studentermedhjælper

Peter Buhl blev født i Fredericia i 1789. Han var søn af justitsråd Hans Buhl, som på det tidspunkt var byfoged i byen.

Peter Buhl voksede op i en tid, hvor Danmark lå i konflikt med England, dels på baggrund af Napoleonskrigen, som rasede i Europa. Det var Slaget på Rheden i 1801, som gav en ung Peter Buhl inspiration til at blive søofficer. Han blev i 1803 sendt til København, hvor han blev kadet ved den danske flåde, og i 1807 blev han fører på en armeret barkasse. Buhl og hans besætning blev underlagt premiereløjtnant Christian Wulff ved Kalvebod ud for København.

Den 27. august blev kanonbåden sendt ud for at møde en engelsk angrebsstyrke, som var ved at anlægge et kanonbatteri ud for København. Batteriet var indledningen til bombardementet af København, som var planlagt til få dage senere. Den lille flåde angreb englænderne, men efter et par timers intensiv kamp måtte Wulff trække sine skibe tilbage. Peter Buhls barkasse var blevet ramt under kampen, efterfølgende blev Peter Buhl hastigt ført til søetatens hospital. En kanonkugle havde også ramt og knust hans venstre arm, der måtte amputeres.

Buhl lå på lazarettet og kunne høre englændernes bombardement af København, der førte til, at Danmark overgive sine krigs- og handelsflåde til englænderne. Det blev starten på en kanonbådskrig, hvor den danske flåde måtte udruste små både for at omdanne dem til kanonbåde. Planen var at lægge sig på lur og håbe på enkelte engelske fartøjer brød ud af deres konvojer, så de kunne opbringes.

Måneden efter Københavns bombardement blev Buhl forfremmet til sekondløjtnant, men han følte selv, at hans fremtid i flåden med kun en arm var i fare. Da sårene var helet tilstrækkeligt, ansøgte Buhl om at vende tilbage til sømandslivet. Takket være sin ven løjtnant Wulff fik Buhl tjeneste i Korsør, hvor han skulle føre tilsyn med matroserne. Den nye opgave var ikke noget for Buhl, som hurtigt vendte tilbage til kampens hede. På trods af tabet af sin arm fortsatte han sin karriere og var efterhånden en erfaren søofficer, der blev hædret som Ridder af Dannebrog.

I 1811 var Peter Buhl var forlovet med Carla Brenni. Hun var en ung forældreløs pige, som var bosat hos Buhls forældre i Fredericia. Buhl havde sparet penge op til deres bryllup, men desværre havde krigen medført, at de to forlovede ikke hørte meget til hinanden. I februar fik Peter Buhl besked om, at Carla var blevet alvorlig syg og tog straks orlov for at rejse hjem til Fredericia. Han var dog knap nået hjem, før Carla bukkede under for sin sygdom.

Krigen fortsatte, og Buhl fik befaling om straks at vende tilbage og i marts deltog han i en ekspedition som skulle forsøge på at generobre Anholt. Tidligt i krigen havde englænderne besat øen for at kontrollere dets fyrtårn, der var essentiel for skibsfarten i det danske farvand. Ekspeditionen mislykkedes, da den engelske kommandør havde fået nyt om det danske angreb og bedt om forstærkninger. De danske soldater var pludselig på flugt fra engelske skibe og for at give sine kammerater en chance for at flygte, lod Buhl sig fange. Efter 11 dages fangenskab lod den engelske kaptajn James P. Stewart dog Buhl gå. Kort tid efter deltog Buhl i et angreb på en engelsk konvoj ved Hjelm. Han blev såret og taget til fange, igen af kaptajn Stewart. Efter en måneds fangeskab denne gang blev Buhl sluppet fri.

I 1812 var løjtnant på fregatten Najaden, som sammen med tre brigger skulle styrke den maritime stilling i Norge. Den 6. juli blev eskadren angrebet af det engelsk linjeskib Dictator. Skibets kommandør var kaptajn Stewart, som Buhl to gange før havde mødt. De danske skibe sejlede omkring Lyngør i håb om at søge tilflugt der, men blev indhentet og efter halvanden time endte kampen. Najaden var blevet hårdt medtaget, og under beskydningen var Peter Buhl blevet såret i benet og ført ned til lazarettet. De engelske skibe fortsatte deres beskydninger, hvor Najaden til sidst bukkede under. Besætningen sprang over bord, men Peter Buhl og de øvrige sårede gik ned med skibet.

I Buhls korte levetid havde han formået at få sit navn landskendt som en modig søofficer, der ikke gav op. Mange af hans overordnede og medofficerer mindedes ham som en ædel og kæk officer, der i sidste ende ofrede sit liv for sit land. På 100-årsdagen for Peter Buhls død rejste man et mindemærkes for ham i Kastellet i Fredericia.