Fredericia - Besat og befriet
Fredericia blev allerede fra den 9. april 1940 påvirket af Besættelsen, blandt andet på grund af byens funktion som knudepunkt for Danmarks togtrafik. Dette - og at havnen senere blev udskibningssted for tyske soldater til Østfronten - medførte, at der under hele Besættelsen blev transporteret et stort antal tropper igennem Fredericia. Med de mange militære togtransporter fulgte også senere en del modstandsaktioner og sabotage.
Modstandskamp
Det er ikke muligt at sætte en nøjagtig dato for, hvornår modstandsarbejdet begyndte i Fredericia, men allerede på et tidligt tidspunkt var modstandsgruppen i Fredericia den stærkeste og bedst organiserede i Sydjylland.
De første år af krigen bestod sabotagen mest af overklipning af tyske telefonledninger og brandstiftelse på tyske depoter og virksomheder, der arbejdede for værnemagten. Der opstod desuden ”Frit Danmark”-grupper, som udgav et illegalt blad med samme navn. I Fredericia blev bladene trykt på Døveskolen ved Østervold, kun 300 meter fra Kasernen, hvor de tyske soldater holdt til.
I 1943 blev det skjulte modstandsarbejde efterhånden mere organiseret. Fra våbennedkastninger forskellige steder i Jylland kom der våben og sprængstoffer til byen, og nu begyndte sprængningerne, hvor skinner og materiel blev ødelagt. Det medførte forsinkelse for tyskernes transporter.
Det var ikke ufarligt at være med i modstandsgrupperne. Hvis man blev taget med våben eller skjulte sprængstoffer, illegale blade eller breve om sabotage, blev man arresteret og sendt til Staldgården ved Koldinghus, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Her ventede der forhør og i mange tilfælde tortur. Mange arresterede blev sendt videre til Frøslevlejren eller til fængslerne i København, hvorfra nogle blev sendt i koncentrationslejre. I december 1943 afslørede to stikkere flere af Fredericias fremtrædende modstandsfolk, der blev arresteret. Herefter blev grupperne meget mere forsigtige og påpasselige.
Det lykkedes modstandsgrupperne i Fredericia at lave succesfuld sabotage af flere omgange, selvom mange aktioner også blev afblæst eller forpurret af tyskerne. Men sabotagen gik ikke ustraffet hen. Ganske vist havde tyskerne ingen syndebukke, men Schalburgkorpset, som var danskere i tysk tjeneste, lavede hævnaktioner flere steder i byen. Dette gik blandt andet ud over Hotel Landsoldaten, Restings Isenkram i Danmarksgade og Fredericia Teater, der blev sprængt så sent som marts 1945.
I marts 1945 blev ti sabotører fra Taulov- og Fredericia-gruppen anholdt. De blev senere ført til København, hvor de ni af dem blev henrettet den 19. april - kun 15 dage før Frihedsbudskabet. Henrettelserne var de sidste i Ryvangen under Besættelsen.
Hverdagen
Ud over rationering af en række varer blev hverdagen også påvirket kraftigt for børnefamilierne. Tyskerne okkuperede skolerne, som de brugte til kaserner eller lazaretter. Af frygt for at Latinskolens tomme, nybyggede lokaler skulle bruges til dette, flyttede elever og lærere i alt hast inventaret allerede den 10. april 1940.
Fordi skolerne stod uden bygninger måtte undervisningen foregå få timer ad gangen på for eksempel biblioteket, i butikkers baglokaler, lærernes stuer eller andre mere eller mindre velegnede lokaler. Man måtte via aviserne holde sig orienteret om, hvor de forskellige klasser skulle møde dagen efter.
I Fredericia var der over 2000 soldater, som ud over de beslaglagte skoler holdt til på kasernen og i andre offentlige bygninger. Ude i oplandet var det ofte i forsamlingshusene, soldaterne holdt til. Nogle steder forlangte værnemagten, at folk skulle lade tyske soldater overnatte i lader og tilbygninger, hvis det var nødvendigt.
Tyske tropper deltager i 6. juli-festen 1940.
På Voss-fabrikken mellem Sjællandsgade og Vester Voldgade ville arbejderne i 1943 have ti tyskerpiger og fem nazister afskediget. Ledelsen nægtede, og arbejderne gik i strejke. Da nogle af pigerne gik hjem fra arbejde, blev de fanget og klippet skaldede. Nogle tyske marinesoldater kom dem til hjælp og skød op i luften med deres pistoler. Efterfølgende gik pigerne rundt med marinesoldaterne og udpegede dem, de ville have straffet. Det affødte stor tumult med slagsmål og smadrede ruder.
På Hannerup Pavillon holdt SS Vagtbataljon Sjælland til. Det var et korps af frivillige danske mænd og blev i daglig tale kaldt HIPO'er, selvom det retteligt var et andet korps. Cirka 100 mand kom til Fredericia i februar 1945, og deres opgave var blandt andet at bevogte jernbanelinjerne og banegården for at forhindre sabotage. De patruljerede også i byens gader og kontrollerede folks legitimationskort. Korpset havde ofte en meget brutal fremfærd og opførte sig langt værre end de tyske soldater og var derfor forhadte af befolkningen.
Når allierede flyvemaskiner fløj ind over Danmark, blev der blæst luftalarm, og man havde tre minutter til at komme inden døre. Overalt i Danmark blev der lavet beskyttelsesrum men også luftværnsbunkere, som var huler gravet ned i jorden og foret med armeret beton. I Fredericia fandtes disse blandt andet på Axeltorv og Bülows plads. I Nørre Voldgade kan man stadig se flere bunkere - blandt andet den, der i dag er Bunkermuseet. Også Prinsens Port blev muret til og brugt som beskyttelsesrum. I Fredericia var der i løbet af krigen 100 luftalarmer.
Befrielsen
Om aftenen den 4. maj 1945 var der vild jubel over frihedsbudskabet. Efter flere år med udgangsforbud efter kl. 21 løb folk på gaden og festede. I Bjergegade samledes folk og gik arm i arm sammen ned ad vejen, mens de sang Frihedssangen. Mange rev de forhadte mørklægningsgardiner ned og brændte dem af midt på gaden. Landsoldaten, der havde været muret inde af frygt for schalburgtage, blev befriet.
Næste morgen var der hidsig aktivitet i hele byen. Modstandsbevægelsen fik travlt og trådte i karakter som en slags ordensmagt, for det danske politi var blevet arresteret af tyskerne i september 1944. De fleste politifolk var enten gået under jorden eller sendt i fangelejre. I Fredericia stillede frihedskæmperne sig til parade foran deres nye hovedkvarter, Hotel Victoria i Vendersgade. Samme dag begyndte de at hente stikkere og værnemagere. Det havde to formål: dels at sikre, at personer, som havde haft for tæt kontakt til tyskerne, blev straffet, men også for at undgå selvtægt fra byens borgere.
Cirka 130 personer fra byen blev hentet til ”beskyttelsesarrest”. De blev først afhørt på Hotel Victoria, hvorefter nogle kunne tage hjem igen, mens andre blev interneret i en træbarak kaldet ”Højengamme”, beliggende ved siden af det hvide vandtårn. Man frygtede ved Befrielsen en åben konfrontation med Vagtbataljonen, men i Fredericia overgav de sig uden kamp.
I Fredericia var der foruden 2000 tyske soldater og 3100 sårede også cirka 3300 flygtninge. De fleste forlod hurtigt byen efter Befrielsen, og hovedparten af dem kom til Oksbøllejren i Vestjylland. Selvom byens borgere var lykkelige for endelig at blive fri for tyskerne, havde mange ondt af dem, der nu skulle tilbage. Store dele af Tyskland var i ruiner, så ingen vidste reelt, hvad de ville komme hjem til.
