Værnemagere og stikkere
Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, udsendte kongen og regeringen en proklamation om, hvad der var sket og hvordan man skulle forholde sig til det:
”De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper. (..) Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve.”
Frem til 29. august 1943 førte den danske regering den såkaldte samarbejdspolitik, som havde til formål at skåne befolkningen og bevare så meget indflydelse som muligt på danske hænder. Nogle valgte derfor at samarbejde og handle med tyskerne – også fordi det i krigens første år var svært at se, hvem der ville vinde. Mange danskere var imod samarbejdspolitikken og så ned på dem, der frivilligt samarbejdede med tyskerne – de såkaldte værnemagere. Folk, der hjalp tyskerne med at angive eller afsløre for eksempel modstandsfolk, blev kaldt stikkere. De gjorde det typisk for penge eller andre fordele. Allerede tidligt under Besættelsen begyndte modstandsgrupperne at føre lister med navne og adresser på begge grupper.
Den 5. maj begyndte frihedskæmperne at hente stikkere og værnemagere. Det havde to formål: dels at sikre, at personer, som havde haft for tæt kontakt til tyskerne, blev straffet, men også for at undgå selvtægt fra byens borgere.
Verner Jensen fortæller om sin oplevelse 5. maj 1945:
I Fredericia blev cirka 130 personer fra byen hentet til ”beskyttelsesarrest”. De blev først afhørt på Hotel Victoria i Vendersgade, hvor modstandsbevægelsen havde hovedkvarter. Nogle kunne herefter tage hjem igen, men andre blev interneret i en træbarak på volden ved siden af det hvide vandtårn.
Kirsten Peier var i Vendersgade 5. maj:
Arresterede HIPOer på Fælleden, maj 1945.
På Hannerup Pavillon holdt HIPOerne til. HIPO står for Hilfspolizei (hjælpepoliti) og var en politistyrke af frivillige danske mænd. Korpset blev oprettet af besættelsesmagten efter interneringen af det danske politi i september 1944. Cirka 100 HIPOer kom til Fredericia i februar 1945, og deres opgave var blandt andet at bevogte jernbanelinjerne og banegården for at forhindre sabotage. De patruljerede også i byens gader og kontrollerede folks legitimationskort. Ved Befrielsen frygtede modstandsbevægelsen en åben konfrontation med HIPOerne, men i Fredericia overgav de sig uden kamp.
Aksel Sommerby så 5. maj 1945 Fredericias HIPO-korps blive kørt til internering:
HIPOerne havde ofte en meget brutal fremfærd og opførte sig langt værre end de tyske soldater. De var forhadte af befolkningen under krigen, og efter Befrielsen blev de arresteret og fik hårde straffe. Nogle blev dømt til døden og henrettet, mens andre fik lange fængselsstraffe.
Selvom der generelt var stor uvilje mod dem, der havde arbejdet for eller med de tyske soldater, kunne det være med blandede følelser, man så disse mennesker blive arresteret.
Ruth Bjarup fortæller om en nabo, der blev hentet:
Aksel Sommerby så en skolekammerats far blive hentet:
Efter Befrielsen indførte Folketinget fire værnemagerlove med tilbagevirkende kraft. Det betød, at man kunne blive straffet for samarbejdet med tyskerne, selvom det ikke var ulovligt under Besættelsen.
Temateksterne samlet med transskription af lydklippene kan hentes her
