Search form

Menu

Første Verdenskrigs udbrud august 1914

Den 1. august 1914 udbrød Første Verdenskrig, som måske er den største og mest voldsomme krig nogensinde. Konflikten havde været undervejs længe, men blev endeligt udløst af mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, der blev skudt i Sarajevo, den 28. juni 1914. I første omgang udbrød der krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien, men snart fulgte en række krigserklæringer mellem de europæiske stater, kolonimagter og siden USA.

Danmark valgte at holde sig neutral, men der var en stor frygt for, at især Tyskland ville angribe landet. Neutraliteten krævede en sand balancegang, da Danmark fortsatte handlen med både Tyskland og Storbritannien. Der var imidlertid et stort antal danskere, der deltog i krigen som soldater på tysk side. Sønderjylland havde siden nederlaget i 1864 hørt med til det tyske rige, og mange dansksindede fra området blev tvunget i tysk krigstjeneste.

Hovedvagten, 1914.

I starten af august var folkestemningen i Danmark og Fredericia naturligt nok meget præget af krigsudbruddet. De første mange dage var der tvivl om krigens betydning, og der verserede et hav af forskellige rygter. Danmark erklærede sig hurtigt neutral, men der var stor utryghed i forhold til, om Danmark blev involveret på den ene eller den anden måde. Kong Christian 10. gjorde derfor befolkningen opmærksomme på, at man ikke skulle provokere de deltagende lande unødigt, da han og regeringen ikke ønskede at risikere, at de store krigsførende lande som England og især Tyskland skulle overfalde Danmark. Dette kunne i Fredericia læses i byens aviser, der bragte kongens proklamation:

”Under de alvorlige forhold, som er fremkaldt for vort fædreland ved de sidste dages skæbnesvangre begivenheder føler vi trang til at udtale følgende for vort folk:

Ingen sinde påkaldtes stærkere end nu ansvarsfølelsen både hos den enkelte og hos nationen i dens helhed. Vort land står i venligt forhold til alle nationer. Vi tør nære tryg forvisning om, at den strenge og til alle sider ensartede neutralitet, som altid har været hævdet som vores lands udenrigspolitik, og som også nu uværgerligt vil blive fulgt, vil blive agtet af alle. Men når dette er regeringens og alle ansvarlige mænds fælles opfattelse, så må vi også stole på, at ingen ved uheldige stemningsytringer, ved ubesindig demonstration eller på lignende vis gør brud på den værdighed og ro, der er den afgørende for at skaffe tillid til vort fædrelands holdning.

Enhver har nu sit ansvar og sin pligt. Vi føler os overbevist om, at stundens alvor vil præge alle danske mænd og kvinders handlinger.

Gud bevare vort fædreland

Christian Rex”

Den danske konge opfordrede således alle til at værne om neutraliteten. Samtidig blev den danske sikringsstyrke endeligt indkaldt. I henhold til forsvarsforliget af 1909 blev garnisonen i Fredericia delt op i to dele, der skulle sendes til henholdsvis Viborg og Aalborg. Den danske sikringsstyrke var en mobilisering, der i en kortere periode skulle stå for forsvaret af landet. Den bestod af i alt 58.000 våbenføre mænd, der blev indkaldt den 1. august. Siden blev store dele af sikringsstyrken sendt til Sjælland, hvor 40.000 mand skulle deltage i Københavns befæstning samt i den nye Tunestillingen, der løb på tværs af Sjælland fra Roskilde til Køge Bugt. I vinteren 1914-1915 var antallet kommet helt op på 65.000 mand. 

I Fredericia medførte krigsudbruddet i august 1914 en stor omvæltning for indbyggerne i byen. Fredericia blev grundlagt som en fæstningsby og siden 1600-tallet havde byen haft soldater fast udstationeret. Alle havde en daglig tilknytning til soldaterne på den ene eller anden måde. Enten havde man en soldat boende i et af de såkaldte soldaterkamre, måske var ens søn, mand eller kæreste soldat eller også handlede man med soldaterne. Der var en daglig tilknytning til militæret i Fredericia, og dette blev stort set fjernet den 1. august 1914, hvor den tidligere fæstningsby sendte sine soldater afsted for at forsvare andre dele af riget. Tilbage stod en mindre by med et voldanlæg, som den 1. april 1914 var blevet solgt til Fredericia Kommune og omdannet til bypark. Byen lå således helt åben, hvis Danmark blev inddraget i krigen. Det ville ikke være underligt, hvis indbyggerne i Fredericia gik ind i august måned 1914 med bange anelser for fremtiden. Vi ved dog nu, at Danmark klarede at holde sig neutral gennem hele verdenskrigen, men den skulle vare fire år og koste over ni millioner menneskeliv på verdensplan.