Voss' Byggeforening
af Christian Ditlev Rasmussen, studentermedhjælper
Voss’ Byggeforening, eller Arbejderbyggeforeningen af 1909-1910, som den også hed, er en af de foreninger, hvor der ikke er bevaret meget kildemateriale i Lokalhistorisk Arkiv. Det materiale som endnu findes er til gengæld særligt interessant.
Voss’ Byggeforening opførte byggeforeningshusene på Luthersvej og Calvinsvej uden for voldene. Luthersvej 3, 5, 7, 9, 11 og 13 var de første huse, som foreningen byggede. Det var dog fra starten planen at opføre i alt 22 bygninger, 12 på Luthersvej og 10 på Calvinsvej. De endnu ikke opførte bygninger på Luthersvej (ulige numre fra 15 til 25) blev bygget i 1914. Det skete samtidig med, at byggeforeningshusene på Calvinsvej blev opført.
Voss’ byggeforenings huse lignede typiske byggeforeningshuse: To etager med et kammer under taget og med dørene samlet skiftende i højre og venstre side, så dørene stod ved siden af hinanden i par. Bygningerne har dog en langt højere detaljeringsgrad med en del mere udsmykning, end der findes inde i byen på dette tidspunkt. Hvis Voss’ byggeforenings huse sammenlignes med byggeforeningshusene langs Nørre Voldgade ses forskellen tydeligt. Husene ved Nørre Voldgade har få dekorative detaljer i murværket, der begrænser sig til en gesims ved taget, overliggere ved døre og vinduer og en muret sokkel. Voss’ Byggeforenings huse har samme detaljer, men dertil kommer vinduer i forskellige størrelser og udformning samt gesimser under dekorative indrykninger i murværket.
At Voss’ Byggeforeningen af 1909-1910 valgte at opføre huse langs Luthersvej og Calvinsvej, som var opbygget efter typiske byggeforeningstræk, er bemærkelsesværdigt. Hovedtrækkene i denne arkitektoniske opbygning var nemlig blevet bestemt af den pladsmangel, som ofte fandtes inde i en by. Man byggede i højden frem for i bredden for at sikre gårdplads og haveplads. I 1909 nedlagdes Fredericia Fæstning, og den frigivne plads medførte en hurtig opblomstring af boliger uden for voldene, hvor også Arbejdernes Byggeforening opførte boliger. Uden for voldene var der plads, ejendommene blev bredere, og de fik plads omkring sig. Mange af byggeforeningerne opførte dele-villaer med et helt andet arkitektonisk udtryk end de ejendomme, som de opførte inden for voldene. Denne ændring i byggestil blev dog ikke fulgt af Voss’ Byggeforening, som fortsatte på den gamle måde.
Det er meget tænkeligt, at Voss’ Byggeforening af 1909-1910 er ophørt med at eksistere efter at opførelsen af ejendommene ved Luthersvej og Calvinsvej. Det kan nemlig konstateres, at arbejderne på Voss’ fabrikker anlagde en ny byggeforening den 18. august 1918. Denne byggeforening var aktiv uden for voldene, særligt i krydset ved 6. Julivej, Egeskovvej og Nørrebrogade, hvor den opførte villa-ejendomme.