Search form

Menu

BYGNINGSKULTUR

Alle landets kommuner skal samarbejde med et statsanerkendt museum omkring sikring og bevaring af bygningskultur og kulturmiljøer. Museerne i Fredericia er et statsanerkendt museum med ansvar for nyere tids historie i Fredericia Kommune, og ifølge museumslovens kapitel 8 er Fredericia Kommune forpligtet til at fremsende meddelelser om byggearbejder til museet, senest når der gives byggetilladelse, nedrivningstilladelse eller lignende. Museet er høringspart og modtager desuden lokalplaner, kommuneplaner osv.

Meldahls rådhus opført af arkitekt Ferdinand Meldahl i 1860

Når museet modtager byggesager, lokalplaner eller lignende, foretager museets historiefaglige personale en vurdering af, om planerne kolliderer med kulturhistoriske bevaringsinteresser. Det kan for eksempel være, at der er tale om nedrivnings- eller ombygningssager vedrørende bevaringsværdige bygninger eller bevaringsværdige kulturmiljøer. Hvis dette er tilfældet, kan museet komme med indsigelse over for myndighederne. I visse tilfælde vælger museet at registrere og fotodokumentere nedrivningstruede bygninger.

Myndigheden og ansvaret for de fredede bygninger ligger derimod ikke hos kommune og museum, men hos Kulturstyrelsen.

Det mest omfattende kulturmiljø i Fredericia Kommune er Fredericia Vold, som har status af at være et fredet fortidsminde. Ansvaret for fredede fortidsminder ligger ligeledes hos Kulturstyrelsen, der har uddelegeret tilsynet til et mindre antal arkæologiske museer. For Fredericia Kommunes vedkommende er det Museum Sønderjylland, der varetager tilsynet. Kommunen har dog ansvaret for at tage sig af sager vedrørende dispensation fra en beskyttelseslinje på 100 meter omkring de fredede fortidsminder. For Fredericia Volds vedkommende administreres dette sammen med plejen af fortidsmindet af museets kulturarvsvejleder. Museet tager sig derudover af formidling af voldens historie. 

Kulturstyrelsen har udgivet en folder, hvor man kan finde informationer om, hvordan fredede og bevaringsværdige bygninger kan vedligeholdes og istandsættes. Den kan ses her