FREDERICIA VOLD
Fæstningen blev bygget i samme byggeteknik, som man i 1600-tallets begyndelse brugte i blandt andet Italien og Nederlandene. Denne befæstningstype kendetegnes ved brug af jordvolde og brede vandfyldte grave, så man havde et dybt forsvar, der ikke var så sårbart over for beskydning fra kanoner som eksempelvis stenmure.
Mod land byggedes 7 hele og 2 halve bastioner. Strækningen var på knap 2 km, og voldanlægget med grav fyldte 103 ha. Mod de to vandsider byggedes en noget svagere befæstning.
Afstanden mellem bastionerne blev fastsat ud fra muskettens rækkevidde (ca. 250 - 300 m). En bastions størrelse målt ved foden er på ca. 20.000 m2, hvilket svarer til 3 fodboldbaner.
Volden er 60-70 m. bred ved foden og ca. 40 m. bred ved toppen. Højden over gaden er ca. 6 - 8 m. Oven på dette er der bygget brystning, traverser og kavalerer på bastionerne. Kongens Bastion ligger 15 m over gaden, og er voldens højeste punkt.
Det var udkommanderede bønder fra det meste af Jylland, der sammen med soldater og straffefanger, udgjorde arbejdskraften. Arbejdsstyrken har i perioder været oppe på 5.000 mand. Første byggeperiode varede fra 1650 og til svenskernes angreb og erobring af byen i 1657.
Langt det meste jord blev gravet op fra terrænet umiddelbart foran volden, og en del jord kom naturligt fra voldgraven. Der blev desuden skåret græstørv fra et stort område omkring byen til beklædning af de opbyggede jordværker. Man mener, at alle bastionerne i denne anlægsperiode byggedes som åbne bastioner – på samme måde som Slesvigs Bastion ser ud i dag.
Østrigske tropper ved Landsoldaten i 1864. I baggrunden ses Prins Georgs Bastion.
Før svenskernes forlod Fredericia i 1659 brændte de det meste af byen af og ødelagde fæstningen, hvorefter den først stod færdig igen i 1675. Som følge af landets dårlig økonomiske situation efter svenskekrigene i 1600-tallet ofrede man kun få midler på vedligeholdelsen fra 1675 til 1710. I denne periode græssede kreaturerne overalt på volden, indtil borgere i 1690 fik besked om at holde deres kvæg, heste og får fra området. Da dette ikke hjalp, lod kommandanten soldaterne foretage jagttogt på kreaturerne. Svin blev skudt uden pardon, mens heste og køer blev fanget og bundet ved Hovedvagten. Her kunne ejermændene få dem udleveret – dog først efter at have betalt en pengebøde.
På grund af truslerne fra Den Store Nordiske Krig gennemførtes i 1710 og nogle år frem en hovedistandsættelse, og herefter blev fæstningen holdt i god stand til 1760, hvorefter den fik lov til at forfalde igen.
I 1749 indfangede man ikke mindre end 450 stykker kvæg, der ulovligt græssede på fæstningens skråninger, og året efter ansattes en voldskytte, der havde ret til at nedskyde husdyr på volden. Denne ordning ophørte i 1764, hvilket førte til en nedtrampning og afgræsning af terrænet.
Da 1. Slesvigske Krig udbrød i 1848 var fæstningen derfor i så dårlig stand, at man i første omgang opgav en istandsættelse. Ved genoptagelsen af krigen i 1849 gennemførte man på kun 3 måneder en omfattende udbedring af volden under kommandant Lundings kyndige ledelse. Efter 6. juli-sejren samme år brugte man ikke flere penge på vedligeholdelsen, før en større ombygning blev iværksat fra 1861 til 1863. Her blev Prins Georgs, Prins Christians og Dronningens bastioner helt ombygget i henhold til nye tanker om forsvar.
I årene efter nederlaget ved Dybbøl 1864 indså man, at tiden var løbet fra jordvolde som forsvar, og fæstningen blev derfor nedlagt i 1909. I 1914 købte kommunen voldterrænet, der herefter fredes i 1917.