Minutmillionærer
Minutmillionærer
Foredrag ved Poul Duedahl, professor, Aalborg Universitet
Gullaschgrever og børsbaroner. Storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner. Mens det store drama udspillede sig på Første Verdenskrigs slagmarker, flød strømme af guld ind i det neutrale Danmark. Med et blev Københavns gader fulde af initiativrige, hensynsløse og risikovillige spekulanter, som solgte fordærvet mad til tyskerne og spillede sig til svimlende formuer på Børsen.
Da krigen sluttede, brast den gyldne boble, og alligevel fortsatte den ekstra-vagante livsstil – og de nyrige satte gang i de brølende 1920’ere med fest, fart og frisind. Men til sidst slap pengebeholdningerne op, og de forsvandt igen som dug for solen. Nogle ved egen hånd, andre ind bag landets fængselsporte eller ud af riget på en enkeltbillet.
Foredraget tager udgangspunkt i bogen af samme navn og går i fodsporene på krigsspekulationens centrale skikkelser. Opsøger deres tilholdssteder, optrevler deres netværk og afdækker deres lyssky affærer – og tager tilhørerne med på rundtur i en by præget af morfinsprøjter, revolverdramaer og spillebuler.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Menighedsrådet ved Trinitatis Kirke, og der er gratis adgang for alle. Kaffe koster kr. 20.