Kiselgurfabrikkerne ved Rands Fjord
Af Martin Mauritzen, Studentermedhjælper
Rands Fjord mellem Vejle og Fredericia blev i starten af 1920’erne midtpunkt for en særlig industri. Man opdagede, at der i undergrunden nær fjorden forekom en del kiselgur. Kiselgur er kun fundet få steder i verden, blandt andet i Ungarn, Algeriet, Island og Tyskland. Foruden Rands Fjord er der i Danmark blevet fundet Kiselgur omkring Jennum ved Vejle og Ulstrup ved Langaa.
Kiselgur eller diatomit, som det også kaldes, er oprindeligt en mikroskopisk encellet gul-brun planteorganisme, kaldet kiselalge. Jordarten blev dannet i søer og hav under sidste mellemistid. Efterhånden som vandet blev koldere døde algerne, hvorefter skallerne faldt til bunds, hvor de blev aflejret. Da den efterfølgende istid var med til at skubbe bundlagene sammen, er der stor forskel på om kiselguren ligger lige under overfladen eller længere nede. En enkelt håndfuld kiselgur kan bestå af flere millioner skaller. Efter at have gennemgået en tørringsproces opnår kiselguren at blive en lys grå farve.
Kiselgur blev meget populært, da man fandt ud af at det var fuldstændig fri for giftstoffer. Det var derfor velegnet til flere formål, blandt andet som isolering i huse. Kiselgur blev også brugt som bindemiddel i salpeter, og før Anden Verdenskrig blev det brugt i nitroglycerin, hvor det var med til at holde de enkelte stoffer i nitroglycerinen adskilt. Derudover blev kiselgur også brugt i kosmetikindustrien, hvor det blev puttet i produkter som pudder og som fyldstof i tabletter.
Kiselgur ved Rands Fjord blev opdaget af en lokal gårdejer, der var ude at gå en tur gennem den nærtliggende skov. Her fandt han en rævegrav, hvor der rundt omkring lå spredt et hvidt stof, han først troede var kalk. Efter nogle prøver opdagede man dog, at der var tale om kiselgur, og dermed startede Rands fjords kiselgur-eventyr.
Kiselguren udviklede sig hurtigt til en stor industri ved fjorden med i alt fire kiselgurværker, hvoraf A/S Vejlby Kiselgur og Ran-Dan var de to største. Den samlede årsproduktionen for virksomhederne var i 1956 tæt på 10.000 tons. Fabrikken Ran-Dan blev bygget på den sydlige side ved Vejlby og beskæftigede 12-18 mand, der arbejdede i treholdsskift. Kiselguren skulle graves fri fra jorden med håndkraft. Det hårde arbejde med udgravningen førte til stejle skrænter i udgravningen, der blev generet af grundvandet. Der var derfor stor risiko for, at skrænterne kunne styrte sammen, så arbejderne måtte springe for livet.
Efter opgravningen blev kiselguren presset sammen til tromlelignende blokke. Disse blev efterfølgende først lufttørret og derefter tørret i en ovn. Ovnen var løsningen på et stort problem, da regnvejr kunne være med til at ødelægge det pressede kiselgur. Der blev derfor opført et par 10 meter lange rotorovne beregnet til at tørre blokke. Til sidst blev den tørrede kiselgur hakket til et fint hvidet pulver, der blev distribueret videre rundt omkring i verden.
Allerede før Anden Verdenskrig blev stoffet eksporteret til det norske firma Hydro. Efter krigen og op gennem 1950’erne og 1960’erne udvidede eksportområderne sig til Sverige, England og Vesttyskland, hvor man blandt andet fremstillede salpeter. Sidenhen kom det tilbage til de danske landmænd, der brugte det som bindemiddel for at forhindre gødningskornene i at klistre sammen.
I løbet af 1970’erne stoppede udvindingen af Kiselgur ved Rands Fjord og Ran-Dan lukkede som det sidste værk i 1978. I dag er områderne, hvor der blev gravet efter kiselgur, blevet fyldt med vand, og der er dannet små søer i landskabet.