Search form

Menu

Aflevering af arkivalier

Arkivets samling består af henved 700 hyldemeter papirarkivalier omkring personer, firmaer, foreninger, menigheder og meget andet med tilknytning til Fredericia kommunes geografiske område. Herudover har arkivet en stor og bred bogsamling, en næsten fuldstændig samling af aviser udgivet i Fredericia siden 1849, alle vejvisere siden 1882, flere folketællinger, kirkebøger og meget andet af lokalhistorisk interesse og relevans.

De fleste arkivalier er tilkommet arkivet fra private personer, firmaer eller de arkivskabende foreninger. Lokalhistorisk Arkiv indsamler dog kun arkivalier med tilknytning til Fredericia.

Hvis du gerne vil aflevere noget til Fredericia Lokalhistorisk Arkiv, kan du møde op på arkivet i vores åbningstid. Her vil vi tage en snak om din aflevering. Det er vigtigt, at vi ved så meget som muligt om arkivalierne - deres oprindelse og historie. Gennem denne snak vil vi tage en faghistorisk vurdering af, om arkivet skal tage imod arkivalierne.

Uddrag af Fredericia Vejviser 1882

Ved aflevering af arkivalier skal der udfyldes en indkomstseddel, før arkivet må tage imod dem. Der kan ses et eksempel på indkomstsedlen her. Den skal altid udfyldes sammen med arkivets personale, så vi er sikre på at få hele historien bag det, der afleveres. 
Herefter vil arkivalierne blive renset, ordnet, registreret, pakket og forsvarligt opbevaret for eftertiden. Når Fredericia Lokalhistorisk Arkiv har modtaget arkivalier, vil disse blive behandlet inden for rammerne af Arkivloven.