Den reformerte menighed
De reformerte kom i modsætning til katolikkerne og jøderne til Fredericia som en samlet gruppe, der var blevet særligt inviteret af Frederik 4. i 1719. I 1720 bosatte de første reformerte familier sig i Fredericia, og i alt kom ca. 70 familier til byen.
De reformerte kaldtes også for calvinister eller huguenotter. De tilhørte en gren af protestantismen, som var inspireret af reformatorerne Jean Calvin og Ulrich Zwingli. Huguenotterne holdt især til i det ellers katolske Frankrig, men blev forfulgt og udvandrede i 1680'erne. Huguenotterne, der kom til Fredericia, havde således slået sig ned i Brandenburg.
Prædikestolen i Reformert kirke i Fredericia er placeret ved endevæggen, lige ud for indgangsdøren, mellem to glasmosaikker af henholdsvis Ulrich Zwingli og Jean Calvin fra omkring år 1900.
I 1500-tallet opstod protestantismen efter Reformationen i Nordeuropa. Martin Luther var ikke den eneste reformator, andre var mere eller mindre enige i hans udlægning af kristendommen. Visse reformatorer så lidt anderledes på tolkningerne af de forskellige handlinger, og der opstod derfor nye retninger inden for protestantismen. En af disse var både inspireret af Ulrich Zwingli og siden Jean Calvin fra Geneve. Jean Calvins følgere blev kaldt for calvinister eller huguenotter (huguenot er en forvanskning af ordet Eidsgenosse, der var betegnelsen for en schweizisk borger).
Huguenotterne slog sig blandt andet ned i det ellers katolske Frankrig, hvor de i 1598 fik fri religionsudøvelse. I Frankrig blev huguenotterne kaldt for reformerte. Forholdene for de reformerte ændrede sig dog i 1600-tallet til det værre. I 1685 kulminerede det, da den frie religionsudøvelse blev ophævet. Der blev udsendt et dekret om, at reformerte kirker skulle nedbrydes, al reformert gudstjeneste skulle forbydes, reformerte præster skulle landsforvises, og reformerte børn skulle tvangsdøbes som katolikker. Disse tiltag gjorde, at mange reformerte flygtede eller udvandrede til eksempelvis Brandenburg, Schweiz, Nederlandene og England.
Fredericia blev grundlagt i 1650, men havde en svær start. Krigshandlinger, manglende økonomi og besvær med at tiltrække de "gode" borgere til byen gjorde, at den ikke var udviklet som intentionen. Især den tildelte asylret havde tiltrukket en del af de uønskede borgere, der af forskellige årsager var på flugt fra loven fra andre steder i Danmark. Frederik 4. besluttede sig derfor til at invitere den reformerte gruppe til at bosætte sig i Fredericia i 1719. De reformerte havde et godt ry som dydige og arbejdsomme - to karaktertræk, som Frederik 4. gerne så komme til Fredericia.
I 1720 kom de første familier op til byen fra Brandenburg. Inden for to år ankom ca. 70 familier. Frederik 4. gav de reformerte en række særlige privilegier. Menigheden fik anvist jord inde i byen til beboelse og dyrkning, samt over 200 havepladser uden for byen. Denne jord blev administreret kollektivt af menigheden. I 1736 kunne man indvie kirke og kirkegård. Fra 1821 blev kirkens område desuden udvidet med en skole.
De reformerte adskilte sig fra de øvrige "fremmede" trosretninger ved, at de kom som en samlet gruppe. Katolikkerne og jøderne kom i noget mere spredt orden, og bosatte sig rundt om i byen. De reformerte dannede i første omgang en lukket enhed i byen, som i løbet af nogle generationer blev en mere og mere integreret del af byens liv. Den reformerte kirke og menighed er endnu i dag et synligt bevis på Fredericias tidligere status som religiøs fristad, og mange af byens borgere har et efternavn, der henviser til den franske oprindelse.