Search form

Menu

Ane Ryholt - Dronningen af Trelde Næs

af Martin Mauritzen, studentermedhjælper

Ane Ryholt eller Næssedronningen, som hun senere i livet blev kaldt, er kendt i Fredericias omegnshistorie for ejerskabet af Trelde Næs. Hun var også kendt som en bestemt dame, der gjorde hvad hun ville, når hun ville det. Der findes mange historier og fortællinger om hendes liv på Trelde Næs.

Ane Ryholt f. Clemmensen blev født i 1883 på et mindre husmandssted i Skelhøje, hvor familien boede med i alt 17 børn. Efter nogle år købte forældrene gården ”Over Thestrup”, hvor Ane Clemmensen voksede op.

Selvom hun var mere interesseret i karriere end i at stifte en familie, blev hun dog gift to gange. Det første ægteskab var med en franskmand, men ægteskabet holdte ikke, da Ane ikke ønskede børn. Hendes andet ægteskab var med slagteren Peter Ryholt, som hun flyttede til København med. I København skabte Ane Ryholt sig en karriere inden for gastronomien, hvor hun drev flere restaurationsvirksomheder rundt omkring i byen. Gennem en årrække havde hun Det Franske Køkken, der var en dinér transportable, og senere hen erhvervede hun sig selskabslokalerne Le petit Trianon.

I 1930 var Trelde Næs ud for Fredericia blevet sat til salg. Ane Ryholt var interesseret i området og besluttede sig for at købe det, men hun var i konkurrence om købet med Frederiksberg Kommunelærerforening. Ane Ryholt endte dog som ejer af næsset for en sum af 150.000 kr. – kontant.

På bagsiden af Ane Ryholts buste står indskriften: ”Et menneskes ansigt er som en bog; men læses kan den ej af enhver; ej alle kan skriften tyde”

I en periode var Trelde Næs blevet brugt af Fredericias by borgere som et fristed, hvor de kunne tage på udflugt. Det første stykke tid, hvor Ane Ryholt ejede Trelde Næs, var der stadig fri adgang for gæster, og der kunne komme mange besøgende ud på en god dag. Det blev dog hurtigt for meget for Ane Ryholt, da hendes privatliv nærmest blev sat til skue for alle gæsterne på næsset. Hun oplevede, at folk kiggede ind af hendes vinduer og endda gik ind i hendes hjem. Som følge heraf blev der sat port og pigtrådshegn op omkring ejendommen, og herefter var det kun særligt indbudte personer, som fik lov til at komme ud på næsset - blandt andet hendes familie. Selv om Ane Ryholt ikke selv ønskede sig børn, nød hun sine søskendes og deres børns selskab.

I tiden efter lukningen af Trelde Næs gik der rygter om, at Ane Ryholt havde vagthunde og tyre til at gå rundt på grunden, og at hun selv var klar med jagtgevær for at skræmme uvedkommende gæster væk. I flere situationer er det dog kendt, at Ane Ryholt hjalp folk hvor hun kunne, og hun var altid flink over for sine gæster.

Under Besættelsen i 1940-1945 overtog den tyske værnemagt området. De lod blandt andet mandskabsbunkere og kanonstillinger opføre ude på næsset. Da Ane Ryholt fik fortalt, at en tysk kommandant havde besat hendes hus og smidt de fleste af hendes møbler udenfor, tog hun straks til Trelde Næs for at skælde den tyske officer ud. Hun overlevede heldigvis hændelsen.

Efter Ane Ryholts køb af næsset, var det som regel kun om sommeren hun opholdte sig der. Hovedhuset derude var kendt som Troldehuset, og her boede hun i de perioder hvor hun opholdt sig på næsset. I 1954 solgte Ane Ryholt sine virksomheder i København og flyttede permanent til Trelde Næs, hvor hun efterfølgende levede som eneboer. Ane havde altid gjort noget ud af sig selv, men i den efterfølgende tid på Trelde Næs var hun dog begyndt at klæde sig i bondetøj, hvorved hun mere og mere lignede en heks.

I 1960 solgte Ane Ryholt så Trelde Næs. Den nye ejer var grosser Svend Hansen, eller Safari-Hansen som han også blev kaldt, da han var kendt for at tage på udenlandske safarier. Salget skete på den betingelse, at Ane måtte blive boende på næsset resten af sit liv. Safari-Hansen døde imidlertid kort efter, at han havde købt næsset. Trelde Næs gik i arv, men arvingerne var ikke særlig interesseret i området og satte det til salg. Ane Ryholt overvejede efterfølgende at købe Trelde Næs tilbage, men stedet blev solgt til Fredericia Kommune, der overtog området i 1966. Ane fik efterfølgende lov til at blive boende og flyttede ind i gartnerboligen på stedet. Kommunen lod et hegn sætte op, så nysgerrige folk ikke skulle genere hende.

I 1968 døde Ane Ryholt. Efter eget ønske blev hun begravet ude på Trelde Næs, og asken blev nedsat ved siden af Troldehuset. Samme sted satte Fredericia Kommune nogle år efter en buste af Ane Ryholt til hendes minde.

Ane Ryholt elskede Trelde Næs, og i den tid hun ejede området, havde hun en kæmpe indvirkning på stedet. Omkring Troldehuset anlagde hun sit eget ”Edens Have”, der var inspireret af Versaillesslottets have i Frankrig. Der blev blandt andet plantet tjørnebuske, som blev klippet i forskellige dyreformer. Hun anlagde desuden en kæmpe køkkenhave og to badebroer.

Trelde Næs blev rigt på dyreliv, da der ikke måtte komme jægere, og Ane Ryholt holdt selv får og høns – kreaturerne skulle dog helst ifølge Ane være sorte, da det stod godt til naturen. I dag er Trelde Næs et naturområde og igen et yndet sted at besøge. Der er blandt andet anlagt en campingplads, og Troldehuset fungerer i dag som lejrskole og naturskole for Fredericia Kommune.