Search form

Menu

Udstillingsreception - Mit livs koncert

24/01/2020 - Kl. 14
Sted: 
Tøjhuset, Gothersgade 34, 7000 Fredericia
Gratis

Fredag den 24. januar kl. 14.00 åbner Museerne i Fredericia udstillingen Mit livs koncert i Fredericia i Tøjhuset.

Her vil et udpluk af fredericianernes egne fortællinger sætte fokus på 60 års koncertoplevelser i byen. Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Lars Ejby Pedersen holder åbningstalen.

Med hjælp fra fredericianerne selv
Museerne i Fredericia har spurgt fredericianerne om fortællinger fra koncertoplevelser på byens spillesteder for at afdække den lokale musikkultur gennem de seneste 60 år. Det er en central del af Fredericias historie, som viser tidsbilleder på forskellige generationers musikalske mæle.

Sådanne tidsbilleder vækker både nostalgiske følelser og giver smil på læben, når musikken giver anledning til at huske oplevelser om fællesskab og samhørighed med ligesindede eller minder om koncertoplevelser, der har haft en skelsættende betydning for den enkelte.

Museerne i Fredericia sætter sammen med Tøjhuset fokus på den lokale musikkultur, som Tøjhuset i dag står på skuldrene af. Udstillingen viser et lille udpluk af de mange historier og billeder, som Museerne i Fredericia har indsamlet i efteråret 2019.

På Museerne i Fredericias hjemmeside www.fredericiahistorie.dk findes der endnu flere koncertminder og koncertfortællinger.

Gratis koncert og FredagsJAM efter åbningen
Efter åbningen af udstillingen er der gratis adgang til fredagsJAM i Tøjhuset, hvor der vil være koncert med bandet Timeframe. Efter koncerten er scenen åben for alle med noget på hjerte.

Arrangementet er gratis og afvikles i samarbejde med Tøjhuset og FREDERICIA LIVE. Tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkomne.
 

(Topbillede: Jacob Dinesen i Eksercerhuset 2019 - foto: Pia Sørensen Vejle)